Ved sygdommen funktionel lidelse har patienten et eller oftest flere længerevarende fysiske symptomer, der påvirker funktionsevne og livskvalitet væsentligt.
En funktionel lidelse kan ikke påvises ved blodprøver, røntgenundersøgelser eller andre evidensbaserede, medicinske tests.
Anden psykisk eller somatisk lidelse som årsag er udelukket.
En funktionel lidelse kan forstås som en kropslig overbelastningstilstand.
Funktionel lidelse kan forveksles med helbredsangst. Der ses som følge af en grundlæggende helbredsangst ofte skiftende symptomer som associeres til frygten for den navngivne alvorlige sygdom (fx cancer, ALS). Ved funktionel lidelse er der tale om nogle grundlæggende vedvarende symptomer, der kan give angst for symptomforværring, og at alvorlig sygdom er overset grundet manglende fund af biomedicinsk årsag.
Læs mere på Sundhedsstyrelsens website om Funktionelle Lidelser
Specifikke syndromdiagnoser
”Blandt de funktionelle lidelser med specifikke syndromdiagnoser, der har størst hyppighed og sygdomsbyrde, findes bl.a.: Irritabel tyktarm (irritable bowel syndrome, IBS), kronisk træthedssyndrom (chronic fatigue syndrome/myalgic encephalomyelitis, CFS/ME) og andre syndromer med primært neurologiske symptomer, samt generaliseret muskuloskeletal smerte (fibromyalgi).” Kilde: Funktionelle lidelser - Anbefalinger til udredning, behandling, rehabilitering og afstigmatisering. Sundhedsstyrelsen, 2018. |