Behandlingen i Klinik for Funktionelle Lidelser
Klinik for Funktionelle Lidelser og de øvrige regionale centre og klinikker for funktionelle lidelser arbejder efter de samme overordnede behandlingsprincipper, hvor behandlingen altid tager udgangspunkt i den enkelte patients symptomer, ressourcer og livsomstændigheder og tilpasses derefter.
Der lægges først og fremmest vægt på en grundig indledende lægesamtale og vurdering af, om patienten er tilstrækkeligt udredt somatisk og psykiatrisk før det i samspil med en klinisk vurdering og indsamlede kliniske data kan vurderes, om patienten opfylder kriterierne for diagnosen funktionel lidelse.
Der er inden for området tre typer evidensbaseret behandling, herunder medicin, fysioterapi i form af gradueret genoptræning med fokus på bl.a. energiforvaltning og aktivitetsregulering samt forskellige former for psykoterapi med udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi.
Behandlingen ved Klinik for Funktionelle Lidelser er tværfaglig og helhedsorienteret med fokus på det komplekse samspil mellem vedligeholdende biologiske, psykologiske og sociale faktorer.
Der anvendes overvejende gruppebehandling ud fra evidens og patienttilfredshed og i form af integreret fysio- og psykoterapi. Sideløbende er der rådgivning og indsats målrettet sociale livsomstændigheder med fokus på at nedbringe belastninger og øge ressourcer.
Formålet med behandlingen er bedring af patientens tilstand i forhold til symptomer, funktionsevne og livskvalitet. Der arbejdes mod at patienten selv sætter mål for behandlingen og tager aktivt ansvar for at arbejde hen mod disse mål – også ud fra hjemmearbejde. Der skal således være ressourcer til og motivation for at arbejde ud fra terapeutiske behandlingsprincipper i forhold til at opnå tilstrækkeligt behandlingspotentiale og -udbytte.