Baggrund
I det tværsektorielle partnerskab STIME arbejder kommuner og børne- og ungdomspsykiatrien sammen om at hjælpe børn og unge med psykisk mistrivsel og tidlige tegn på psykiske lidelser, men (endnu) ikke i en grad, hvor udredning og behandling i psykiatrien er nødvendig.
STIME er udviklet i forbindelse med et fireårigt satspuljeprojekt (2018-2021) med deltagelse af syv kommuner og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden.
Efter projektperioden er STIME konsolideret som et permanent tilbud i de oprindelige projektkommuner og pt. udbredt til 96 af landet kommuner.
STIME bygger på den bedste tilgængelige evidens på området, men mangler en grundig undersøgelse af effekter, mekanismer og afledte budgetøkonomiske konsekvenser.
Formål
Formålet med evalueringen af STIME er således at undersøge:
- Effekter af STIME interventionerne på børn og unges trivsel og mentale sundhed
- Virkningsmekanismerne i STIME interventionerne
- De budgetøkonomiske konsekvenser af STIME
- Implementeringen af STIME
- Hvordan STIME bygger bro til læringsmiljøet
Metode
Undersøgelsen af effekter af deltagelse i de enkelte STIME-indsatser på de deltagende børn og unges trivsel og funktion udføres som et randomiseret kontrolleret studie med en ventelistegruppe og der vil blive lavet en cost-offset-analyse ved hjælp af SØM-modellen. Gennem kvalitative interviews og observationer vil virkningsmekanismer, implementering og bro til læringsmiljøet blive undersøgt.
Forankring
Forskningen i STIME fortages af forskere fra Sektion for Tværsektoriel Forskning og Sektion for Sundhedsfremme og Forebyggelse i samarbejde med STIME sekretariatet. Projektgruppen rådgives af både et scientific og stakeholder advisory board.
Tidsplan
Projektet løber fra januar 2025 til december 2027.
Finansiering
Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden, Danske Regioner og Region Hovedstadens Forskningsfond.