Symptomer

​Nogle mærker ikke til udviklingen af artrose, hvilket måske kan hænge sammen med en ganske lav grad af inflammation (betændelse). I de fleste tilfælde er der dog gener fra leddet, som kan variere en del, oftest dog med smerter som vigtigste komponent:

Ledsmerte

I begyndelsen udløses smerte som regel af større anstrengelser, hvilket giver mulighed for i et vist omfang at forebygge symptomerne, dog med fare for et gradvist funktionstab. Smerterne kan inddeles i:

  • Belastningssmerter. Det hyppigste symptom ved knæartrose er smerter, der ledsager belastning, ofte i bestemte situationer af anstrengelsens grad og længde. 
  • Hvilesmerter. Ved fremskreden knæartrose ses hvilesmerter og/eller natlige smerter.

Ledstivhed

Morgenstivheden varierer i tid fra at omfatte nogle få bevægelser til en længerevarende stivhed, dog som regel under 1/2 time.

Hævelse

Hævelse af leddet kan både sidde i ledhinde og ledkapsel omkring leddet og/eller ansamling af væske inde i leddene. Senere kommer der randudbygninger, dvs ny knogle, som øger leddets omfang.

Bevægeindskrænkning

I perioder kan der komme indskrænkninger i leddets bevægefrihed pga. hævelse af fx ledkaps¬len. Ved længerevarende bevægeindskrænkning ledsages denne efterhånden af andre faktorer som skrumpning af kapsel og væv (muskler, sener) omkring leddene.

Fejlstilling

Både hjulben og kalveknæ kan forværres ved slid på brusken.

Funktionstab og muskelsvækkelse

Mens smerter kan være det største umiddelbare problem, er det på længere sigt afgø¬rende, om sygdommen medfører en svækkelse af kraften over leddet.

Instabilitet

Den aftagende muskelstyrke kan føre til (fornemmelse af) instabilitet.

Skurren og ledlyde

Bevægelse i leddet kan give både følelig og hørlig skurren. Disse lyde skal ikke forveksles med harmløse knæklyde, der kan forekomme i helt normale led. Grovere skurren og tydelige knagende lyde kan være tegn på større bruskforandringer.





Redaktør