Vi ønsker at undersøge, om brugen af forskellige typer af dyner kan afhjælpe søvnforstyrrelser hos børn med ADHD. Deltagende børn får udleveret en dyne som skal benyttes i fire uger. Typen af dyne afhænger af hvilke gruppe, barnet tilfældigt kommer i.
Forsøgets betydning
Resultaterne fra forsøget vil give os viden omkring hvilke hjælpemidler der kan være effektive ved søvnforstyrrelser hos børn med ADHD/ADD.
Deltagelse
For at være med i forsøget, skal du svare på nogle få spørgsmål over telefonen, og du og dit barn skal møde til to besøg. I forsøget skal dit barn sove med en udvalgt dyne i 4 uger. Derudover skal dit barn sove med et aktivitetsur i tre uger. Dette ur registrerer dit barns søvn og skal benyttes to gange over forsøgsperioden, som er ca. 5 uger.
Besøg 1 foregår på Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital(er du fra Bornholm afholdes besøget online). Her vil I få grundig information om projektet og få udleveret et aktivitetsur. Du vil som forælder/ værge skulle svare på nogle spørgeskemaer, det er derfor en fordel hvis dit barn ikke deltager i dette besøg. Besøget tager ca. 1-1,5 time.
Besøg 2 foregår ligeledes på Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital(er du fra Bornholm afholdes besøget på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium Bornholm). I ca. en uge op til dette besøg, skal dit barn have sovet med aktivitetsuret, som skal afleveres tilbage denne dag. Dit barn skal deltage i besøget, da det her skal afprøve forskellige dyner og får lov at vælge én, der skal bruges under forsøget. Dette besøg tager ca. 1 time.
De sidste to uger af forsøget vil dit barn skulle sove med aktivitetsuret igen. Efter de fire uger er gået, vil vi bede dig om at udfylde et online spørgeskema.
Under hele forsøget vil vi bede dig om dagligt at besvare en SMS med ét spørgsmål om brugen af dynen.
Du kan altid trække dig selv og dit barn ud af forsøget uden nogle konsekvenser.
Inklusionskriterier kan ses i nedenstående pdf.
Sweet Dreams.pdf
Kontakt
Hvis dit barn gerne vil deltage i forsøget eller hvis I blot vil høre mere om forsøget, er I velkomne til at kontakte postdoc Elisabeth Ginnerup-Nielsen på telefon 51197904 eller sweetdreams.bispebjerg-frederiksberg-hospitaler@regionh.dk og oplys hvilket tlf. nr., du kan træffes på. Herefter ringer vi dig op.
Har du allerede givet os dit telefonnummer, kontakter vi dig.
Forsøget er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond projekt nr. 2096-00071B