Vores Team, Faciliteter og Forskning
Gruppen består aktuelt (2025) af en professor, tre bioanalytikere, en dyrlæge, en kemiker, to videnskabelige assistenter, fire postdocs, fire ph.d.-studerende og tre specialestuderende.
Forskningsfaciliteterne består både af forsøgslokaler til kliniske studier i stueetagen, laboratoriefaciliteter på 2. sal og en dyrestald på 3. sal til dyreeksperimentelle studier på Klinisk Biokemisk Afdeling, Opgang 80B.
Vi har et bredt tværfagligt samarbejde med andre kliniske afdelinger og forskergrupper - både nationalt og internationalt. Vores forskningsenhed tilbyder en bred vifte af analyser af prøver (humane og animalske) herunder plasma, serum, CSF og væv.
Aktuel forskning
Implementering af massespektrometi-baseret proteomics i klinikken
På Klinisk Biokemisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, arbejder vi på at udvikle fremtidens diagnostik ved hjælp af proteomanalyse – en teknologi, der kortlægger tusindvis af proteiner i patientprøver for at afsløre sygdomsmønstre.
I samarbejde med Københavns Universitet anvender vi avanceret massespektrometri og kunstig intelligens til at identificere nye biomarkører for sygdomme som borrelia, blodsygdomme, kræft og infektioner. Denne teknologi kan forbedre diagnostik, prognose og bidrage til behandlingstilpasning på tværs af mange sygdomsområder, hvor nuværende metoder har begrænsninger.
Vores mål er at gøre diagnostik hurtigere, mere præcis og mindre invasiv – og bringe proteomanalyse ind i klinikken til gavn for patienter og sundhedsvæsenet.

Glukagon og kardiometaboliske sygdomme
Hormonet glukagon, der dannes i bugspytkirtlen, spiller en central rolle i kroppens stofskifte. Ændrede niveauer af glukagon ses ved flere sygdomme, herunder type 2-diabetes og fedtleversygdom. Læs vores seneste review om hormonet her.
Vi undersøger glukagons mekanismer på flere niveauer – fra celler til hele organismer. I laboratoriet dykker vi ned i de molekylære processer bag glukagons virkning ved hjælp af cellekulturmodeller. Vi tester også hormonets direkte effekter i leveren og nyrerne gennem avancerede organperfusioner i mus. Læs mere om det her.
I mennesker undersøger vi glukagons rolle i omdannelsen af kroppens proteiner og fedtstoffer, og hvordan den påvirkes af sygdomme som fedtleversygdom og type 2-diabetes. Vi har for nyligt udviklet en klinisk test, hvor glukagon kan bruges til at identificere patienter med høj risiko for at udvikle type 2-diabetes. Læs mere om det i denne artikel.
Vi analyserer også levervævsprøver fra mennesker før og efter et måltid samt før og efter glukagonadministration for at forstå, hvordan leveren specifikt reagerer på disse påvirkninger. Studiet omfatter både:
- Raske personer
- Personer med leversygdom
- Og personer med type 2-diabetes
Det gør vi for at undersøge, hvilke mekanismer der ændrer sig i leveren ved livsstilssygdomme. Læs mere om studiet her. Denne viden kan bidrage til udviklingen af mere målrettede behandlinger for patienter med livsstilssygdomme.
Derudover analyserer vi glukagons betydning i store befolkningsstudier som UK Biobank. Ved at koble genetiske data med biomarkører og sygdomshistorik har vi vist, at et forhøjet niveau af glukagon er forbundet med en øget risiko for at udvikle type 2-diabetes. Læs mere om vores fund her.
