Du skal have ultralydsskannet din bugvæg eller lyskeregion. Ved en ultralydsskanning bruger vi lydbølger til at danne billeder af vævet under huden og kroppens indre. Lydbølgerne udsendes og opfanges via et ultralydshoved, som føres hen over huden. Undersøgelsen kan bruges til at vurdere eventuelle brokdannelser i bugvæg og lyskeregion eller forandringer i vævet under huden.
Undersøgelsen varer 10-30 minutter, men det er en god idé at afsætte 1½ time, da der kan opstå ventetid.
Du ligger ned, mens vi skanner dig. Vi smører gelé på din mave og fører ultralydshovedet hen over huden med et let pres. Via ultralydshovedet dannes der billeder af din mave på en skærm.