Gå til hovedindhold

Urinsyregigt

Patientinformation om urinsyregigt.

Hvad er urinsyregigt?

Urinsyregigt er en tilstand, hvor urinsyrekrystaller aflejres i leddene. Til at starte med kan man ikke mærke det. Men med tiden kan vævet omkring de aflejrede krystaller i leddene give irritation. Irritationen kan udløse et anfald af urinsyregigt. Man får akut smerte, hævelse og rødme i et eller flere led. Det ses ofte i storetåens grundled, hvilket kaldes podagra.

Hvad er årsagen til urinsyregigt?

Årsagen er, at man ikke kan komme af med nok urinsyre gennem nyrerne. Det kan være, fordi nyrerne ikke virker normalt, eller fordi der dannes for meget urinsyre i kroppen.

Hvem får urinsyregigt?

Gigten rammer mænd 3-4 gange oftere end kvinder. Det kan ramme alle aldre. Blandt kvinder er det dog oftest efter overgangsalderen. Livsstil og hormoner kan have betydning.

Tegn på Urinsyregigt

Symptomer på urinsyregigt kan omfatte:

  • akutte stærke smerter i led
  • hævelse og rødme i led
  • varme og ømhed i led
  • begrænset bevægelighed i led

Udredning for urinsyregigt

Diagnosen stilles ved en undersøgelse af en læge.

Blodprøver og ultralyd kan ved tvivl hjælpe lægen med at stille diagnosen. Nogle gange kan analyse af ledvæske også være en god støtte.

Udsigter

Med korrekt behandling kan de fleste mennesker med urinsyregigt leve et liv uden eller med få anfald af urinsyregigt. Uden behandling kan gentagne anfald føre til varige ledskader og nedsat livskvalitet.

Behandling af urinsyregigt

Behandlingen omfatter to typer medicin:

  • forebyggende og
  • anfaldsmedicin

Forebyggende behandling mod urinsyrekrystaller

Forebyggende medicin (fx Allopurinol) hjælper med at trække urinsyren ud af kroppen. Du skal tage denne type medicin livslangt, og også under anfald.

Behandling af anfald: dæmpning af betændelse, hævelse, rødme og smerter

Behandling af anfald er en tilføjelse til den forebyggende behandling og kan omfatte:

  • NSAID-medicin (f.eks. Ibuprofen, Diclofenac eller Naproxen)
  • Colchicin (udtales Kolkicin)
  • Binyrebarkhormon, hvis de andre midler ikke er egnede eller tilstrækkelige

Hvad skal du være opmærksom på?

Sund livsstil er vigtig, når man har urinsyregigt.

Sund livsstil

  • er med til at forebygge nye anfald
  • mindsker risikoen for overvægt, der ofte ses hos personer med urinsyregigt
  • mindsker risikoen for udvikling af sukkersyge og hjertekarsygdomme, som er mere almindelig hos personer med urinsyregigt end hos andre

Læs om, hvad du selv kan gøre for at styrke dit helbred i vores patientinformation Dine vaner påvirker dit helbred

Hvis du har yderliger spørgsmål eller har brug for mere information, er du velkommen til at skrive til os i MinSP.

Mere information (links)

https://www.sst.dk/da/Borger/En-sund-hverdag/Kost/Anbefalinger-om-kost  

https://www.sst.dk/da/Fagperson/Forebyggelse-og-tvaergaaende-indsatser/Fysisk-aktivitet/Anbefalinger-om-fysisk-aktivitet  

https://www.sst.dk/da/Borger/En-sund-hverdag/Rygning,-nikotin-og-snus  

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2025/Er-dine-alkoholvaner-10-4

https://www.gigtforeningen.dk/

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden