Formålet med undersøgelsen
Vi vil undersøge, om dine binyrer danner nok binyrebarkhormon. Til det bruger vi en medicin, der hedder Synacthen.
Synacthen får binyrerne til at danne mere binyrebarkhormon. Vi tager en blodprøve, før du får medicinen. Derefter giver vi dig Synacthen. Efter 30 minutter tager vi en ny blodprøve. Vi sammenligner de to blodprøver. Så kan vi se, om dit niveau af binyrebarkhormon stiger nok.
Inden undersøgelsen
Noget medicin kan påvirke resultatet af undersøgelsen. Derfor vil lægen gennemgå den medicin, du tager. Lægen vil aftale med dig, hvis du skal holde pause med noget af den. Hvis du for eksempel får Prednisolon, skal du holde pause i 48 timer inden testen.
Du får en tid til undersøgelsen, så pauserne kan overholdes.
Undersøgelsens varighed
Du skal regne med at undersøgelsen tager cirka 1 time.
Sådan foregår undersøgelsen
En sygeplejerske laver undersøgelsen. Du får lagt et lille plastikrør i en blodåre. Først tager vi en blodprøve gennem røret. Derefter får du medicinen Synacthen igennem røret. Efter 30 minutter tager vi en ny blodprøve. Når prøven er taget, fjerner vi plastikrøret.
Nogle få patienter skal have taget en ekstra blodprøve efter endnu 30 minutter. Din læge vil fortælle dig, hvis det gælder dig.
Du kan gå hjem kort tid efter.
Bivirkninger
Nogle kan føle sig lidt svimle efter undersøgelsen. Derfor er det en god idé ikke selv at køre bil bagefter.
Hvis du er allergisk over for Synacthen, kan du få en reaktion. Det sker sjældent og viser sig som regel inden for 30 minutter. Hvis du får en reaktion, har vi medicin, der kan stoppe den.
Yderst sjældent er der set blødning fra binyrerne.
Svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen af lægen ved din næste planlagte konsultation.