Slået hoved eller hjernerystelse

Efter hovedet er blevet slået, er der risiko for en hjernerystelse. Vær opmærksom på symptomer, og undgå at være alene de første 24 timer.

Kort om besøget

Du har slået dit hoved, og der er risiko for, at du har eller får en hjernerystelse. Symptomer på en hjernerystelse kan vise sig i op til 24 timer efter, du har slået hovedet.

Når du kommer hjem

Undgå at være alene de første 24 timer

Det er vigtigt, at der er en voksen pårørende sammen med dig de første 24 timer, og at han eller hun også læser denne information.
Din pårørende skal holde øje med, at du er, som du plejer at være. Han eller hun skal eventuelt også vække dig 2-3 gange i løbet af natten for at se, om du reagerer, som du plejer.

Forvent hovedpine og andre lette symptomer 

Det er normalt at opleve:

  • hovedpine
  • kvalme og opkastning
  • svimmelhed
  • koncentrationsbesvær
  • træthed
  • hukommelsestab.

Hvis du oplever et eller flere symptomer, skal du holde dig i ro og undgå at anstrenge hjernen.

Kontakt Akuttelefonen 1813, hvis du får det værre

I meget sjældne tilfælde kan du få det værre, efter du er kommet hjem. Ring straks til Akuttelefonen 1813, hvis du udvikler ét eller flere af disse symptomer:

  • voldsom hovedpine
  • tiltagende hovedpine
  • tiltagende træthed med øget søvnbehov
  • uro og underlig opførsel.

Ring 112, hvis du udvikler ét eller flere af disse symptomer

I skal ringe 112, hvis:

  • du er svær at vække
  • du kaster meget op
  • du får kramper eller besvær med at styre arme og ben
  • du har dobbeltsyn eller andre synsforstyrrelser
  • du har uforståelig tale
  • din ene pupil er større end den anden
  • du ikke opfatter, at der bliver talt til dig.

Undgå at anstrenge hjernen

Hvis du har ondt i hovedet, må du de første døgn ikke lave noget, hvor du skal koncentrere dig eller på anden måde anstrenge hjernen. Undgå derfor:

  • hård fysisk aktivitet, fx sport
  • TV, computer eller mobiltelefon
  • at læse
  • arbejde, der kræver meget høj koncentration
  • stærk varme og solbadning
  • skarpt sollys
  • alkohol, euforiserende stoffer og fester (gælder minimum tre dage).

Kontakt din egen læge, hvis dine symptomer fortsætter

Hvis du efter 1-2 uger stadig har hovedpine, koncentrationsbesvær eller andre symptomer på hjernerystelse, bør du kontakte din egen læge.

Værd at vide

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik 

Redaktør