Skovflåtbid

Skovflåter kan overføre borrelia-bakterier til mennesker. Det behandles med antibiotika.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dig og konstateret, at du er blevet bidt af en skovflåt. Flåtens bid efterlader et lille sår. Vi har renset såret med vand og sæbe. Hvis du har symptomer på borrelia, har vi givet dig antibiotika.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge ved tegn på borrelia

En skovflåt kan overføre borrelia-bakterier til mennesker. Det skal behandles med antibiotika. Du skal ringe til din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis du inden for 6 måneder efter bidet, oplever:

  • feber
  • et ringformet rødt udslæt på huden omkring såret. Udslættet udvider sig gradvist, samtidig med at det ofte bliver lysere i midten
  • langvarig hovedpine
  • nedsat appetit
  • udtalt træthed
  • symptomer på influenza
  • smerter, der stråler ud i begge arme
  • lammelse i den ene halvdel af ansigtet.

Der kan gå betændelse i såret

Du skal være opmærksom på betændelse i og omkring såret. Du skal ringe til din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis du oplever:

  • varme, rødme og hævelse omkring såret
  • røde striber på huden ud fra såret
  • en tyk gullig væske i såret eller væske fra såret
  • lugt fra såret.

Huden hæver og bliver rød omkring såret

Det er normalt, at huden er rød og hævet cirka 1 cm rundt om såret. Det skyldes, at huden reagerer på skovflåtens spyt. Det kræver ingen behandling og aftager i løbet af et par dage.

Hvis det sker igen

Fjern selv flåten og rens såret

Hvis du bliver bidt af en skovflåt igen, kan du selv fjerne flåten. Du kan bruge en pincet eller en flåttang (fra apoteket), eller dine negle hvis du ikke har andet. Bagefter skal du vaske såret med vand og sæbe. Skovflåtens hoved kan blive siddende, det vil falde af i løbet af et par dage og er ikke farligt.

Værd at vide

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik 

Redaktør