Kære patient
Fra 1. oktober 2020 tilbyder Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, at du med type 2-diabetes kan blive undersøgt for tidlige tegn på følgesygdomme på fødder, øjne og nyrer på samme dag.
Undersøgelser samme dag (Sammedagsscreening) er et projekt, der bliver afprøvet indtil udgangen af 2022 og bliver evalueret i 2023.
Hvem er målgruppen?
Sammedagsscreening er målrettet dig med type 2-diabetes, der går til kontrol hos egen læge, men ikke kommer til undersøgelser hos en privat praktiserende fodterapeut og øjenlæge i henhold til anbefalinger.
Hvorfor skal jeg gå til undersøgelse?
Når du har type 2-diabetes, har du øget risiko for at udvikle følgesygdomme. I værste fald kan det medføre blindhed, nyresvigt og amputationer. Ved regelmæssige undersøgelser har vi muligt for at finde tidlige tegn på følgesygdomme hos dig inden der opstår symptomer, og vi kan igangsætte den nødvendige behandling til dig.
Hvad er sammedagsscreening?
Sammedagsscreening dækker over tre undersøgelser:
Fodundersøgelse:
Fødderne undersøges for diabetiske fodproblemer (nedsat blodomløb, føleforstyrrelser, fejlstillinger eller lignende) og rådgiver om forebyggelse.
Øjenundersøgelse:
Der tages fotos af nethinden i dine øjne for at identificere for eventuelle tidlige tegn på forandringer på din nethinde. Vær opmærksom på at vi bruger øjendråber, der kan medføre lysfølsomhed og påvirke læsesynet i et par timer. Vi opfordrer dig til at tage et par solbriller med.
Blod- og urinprøver:
På hospitalets laboratorium får du taget blod og urinprøver, der måler bl.a. langtidsblodsukker, kolesterol og albumin.
Efter undersøgelserne
Du kan kun få foretaget fod- og øjenundersøgelsen på hospitalet én gang.
Vi hjælper dig gerne med at finde en fodterapeut og øjenlæge, du kan gå hos fremover.
Resultaterne af dine undersøgelser sender vi til din egen læge, der følger op på dit videre forløb. Din læge finder ud af hvor ofte du har behov for at blive undersøgt hos en privat praktiserende øjenlæge og fodterapeut.
Samtykke
Når du møder op til din første tid på hospitalet, vil vi bede dig om at indlevere et skriftligt samtykke til, at vi må indhente, gemme og behandle personoplysninger i forbindelse med evaluering af projektet. Samtykkeskemaet er vedlagt som bilag til indkaldelsen.
Praktiske oplysninger
Hvis du ikke allerede er tilmeldt nem-SMS, kan du gøre det på www.borger.dk/nemsms. Så får du en påmindelse om dine aftaler på hospitalet.