Ribben - trykkede eller brækkede

Efter et trykket eller brækket ribben er blevet behandlet, skal der tages smertestillende medicin for at kunne trække vejret dybt. Undgå hård fysisk aktivitet.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dig og konstateret, at du har trykket eller brækket et eller flere ribben. Du kan have ondt i flere uger.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge, hvis du får det værre

Det er normalt at have ondt, når du har trykkede eller brækkede ribben. Smerterne vil ofte tiltage de første 7-10 dage efter skaden, derefter bliver det gradvist bedre. Men får du pludselig tiltagende smerter eller svært ved at trække vejret, skal du ringe til din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid. Det samme gælder, hvis du får feber eller vedvarende hoste.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe smertestillende medicin i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.  

Undgå hård fysisk aktivitet

Det er vigtigt, at du bevæger dig og gradvist genoptager dine hverdagsaktiviteter. Men du bør undgå hård fysisk aktivitet som fx træning, støvsugning og tunge løft. Det er individuelt, hvor længe det gælder. Du kan læse i din journal på www.sundhed.dk, hvad der gælder for dig.

Værd at vide

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik 

Redaktør