Led mellem kraveben og skulderblad - forstuvet

Efter et forstuvet led mellem kraveben og skulderblad er blevet behandlet, skal tunge løft og skub undgås, til smerterne er aftaget.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dig og konstateret, at du har skadet leddet mellem kravebenet og skulderbladet, det kalder vi også AC-leddet eller skulderhøjdeleddet.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge, hvis smerter eller hævelse forværres

Smerter i leddet er almindeligt, når du har en skade. Leddet kan også få en bule og hæve lidt. Symptomerne forsvinder i løbet af et par uger. Undgå tunge løft og skub i denne periode.

Du skal ringe til din egen læge, hvis smerterne fortsætter eller hvis skulderen er meget hævet i mere end en uge.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe smertestillende medicin i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.  

Brug en slynge

Hvis du har mange smerter, kan det hjælpe at tage en slynge på armen en gang imellem.

Bevæg din arm

Bevæg armen mange gange dagligt i alle retninger til smertegrænsen. Lægen kan have lagt en plan for, hvor meget du må belaste eller bevæge armen, og den skal du altid følge.

Du må dyrke motion, når hævelse og smerter er væk

Når skulderen ikke længere gør ondt eller er hævet, kan du dyrke motion. Det er vigtigt, at du starter gradvist op og hele tiden mærker efter, hvordan din krop reagerer. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt, mens du træner. Du må gerne træne til smertegrænsen, men det må ikke gøre ondt, når du træner.

Værd at vide

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik 

Redaktør