Du kan få en allergisk reaktion
Insektstik kan udvikle sig til en allergisk reaktion, der giver kløe, varme og hævelse omkring stikket. Hævelsen kan vare flere dage. Reaktionen er ufarlig og går over af sig selv. Den kan eventuelt behandles med antihistamin, hvis huden er meget irriteret.
Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis du:
- får tiltagende rødme og hævelse flere dage efter stikket
- får ømme og hævede lymfekirtler, fx i armhulen og eller i lysken
- får udslæt
- får røde striber ud fra stikket.