Vi har reserveret tid til dig hos en læge i diabetesambulatoriet på Frederiksberg Hospital, fordi din praktiserende læge har henvist dig til et God (gen)Start behandlingsforløb.
Du indgår samtidig i et projekt ”Sammedagsscreening - God (gen)start”, der bliver afprøvet indtil udgangen af 2022.
Indhold i God (gen)start
Behandlingsforløbet foregår i diabetesambulatoriet hos læge og sygeplejerske, der vil komme hele vejen rundt om din diabetesbehandling og forebyggelse af følgesygdomme. Behandlingen vil blive planlagt i forhold til dine individuelle behov, og du kan forvente at møde 4-6 gange i løbet af 6 måneder.
Du får også mulighed for en afklarende diabetessamtale og et forløb i din kommune, hvor du bl.a. kan deltage i træning og undervisning afhængigt af dit behov og dine ønsker.
Resultaterne af dine undersøgelser og dit behandlingsforløb sender vi til din egen læge, der overtage den videre behandling.
Samtykke
Første gang du møder i ambulatoriet skal du give samtykke til at deltage i projektet, samt at Frederiksberg Hospital må indhente og behandle oplysninger, der vedrører din diabetes.
Følg med i dit forløb
I appen MinSP og på www.minsundhedsplatform.dk, kan du læse din journal, se prøvesvar, få overblik over dine aftaler og udfylde spørgeskemaer.
Hvis du ikke allerede er tilmeldt nem-SMS, kan du gøre det på www.borger.dk/nemsms. Så får du en påmindelse om dine aftaler på hospitalet.