Generelle årsager til forstoppelse
Det betragtes som normalt at have afføring fra tre gange om ugen til tre gange om dagen. Det er således individuelt, hvornår man bliver forstoppet. Anstrengende og hård/knoldet afføring, som er svært at komme af med, kan være tegn på forstoppelse.
Forstoppelse eller træg mave kan skyldes:
- At man ikke spiser kostfibre nok
- At man ikke drikker væske nok
- At man bevæger sig for lidt
- Uregelmæssige toiletvaner
- Indtagelse af visse former for medicin
Forstoppelse kan medføre andre gener som:
- Almen utilpashed
- Mavesmerter
- Uro i kroppen
- Hæmorider
- Søvnbesvær
Hvad kan jeg gøre for at forebygge forstoppelse?
Generelle råd
Spis mad med mange kostfibre
Kostfibre er plantedele, der har en god evne til at binde væske. Kostfibre kan ikke fordøjes, men giver tarmen noget at arbejde med, og det fremmer de naturlige tarmbevægelser. Indtagelse af kostfibre og væske vil give en mere blød og regelmæssig afføring. Der er forskel på kostfibre. Kostfibre, som er gode til at forebygge forstoppelse med, findes hovedsageligt i gryn, grøntsager og frugt.
Anbefalingen er 25-35 gram kostfibre i alt om dagen til alle voksne, uanset om man er forstoppet eller ej.
Eksempler på fiberindhold i madvarer
- 50 g tørrede abrikoser 12 g
- 50 g tørrede figner 9 g
- 50 g svesker 8 g
- 1 tyk skive mørkt rugbrød/fuldkornsbrød 5 g
- 1 stor gulerod/ 1 banan 3 g
- 1 dl havregryn 2 g
- 1 dl grønne ærter/ 1 stor kartoffel 2 g
- 1 tyk skive franskbrød 1 g
Drik rigeligt med væske
Væske er nødvendig for at gøre afføringen blød og lettere at komme af med. Når du spiser fiberrig kost, er det særligt vigtigt at drikke tilstrækkeligt. Drik mindst 2 liter væske hver dag. Kaffe, the og alkohol indgår også i væskeregnskabet, medmindre man ikke indtager andet end dette.
Få mest mulig motion
Tarmsystemet holdes bedst i gang, hvis man bevæger sig meget. Gå om muligt en tur hver dag – og få også helst anden form for motion, f.eks. cykling, gymnastik eller svømning. Husk, at lidt motion er bedre end ingen motion.
Regelmæssige toiletvaner
Det er vigtigt, at give sig god tid til toiletbesøg, når trangen melder sig. Undertrykker man trangen til afføring, kan den naturlige tarmrytme forstyrres.
Værd at vide om medicin
Visse typer medicin kan virke stoppende, bl.a. smertestillende medicin. F.eks. Tradolan, Kodein, Ipren/Ibumetin, samt stærkere smertestillende som Morfin og Contalgin. Der gives derfor ofte et afføringsmiddel sideløbende med smertebehandlingen.
Hvilke afføringsmidler kan afhjælpe forstoppelse?
Midler med virkning på tarmindholdet virker ved at tiltrække væske ind i tarmen, så afføringen bliver blødere og lettere at komme af med. Eksempelvis tablet Magnesia, mixtur Lactulose og Movicol som pulver til opløsning i vand. Fælles for denne gruppe afføringsmidler er, at det er vigtigt at drikke rigelig væske, når man tager dem. Man kan opleve bivirkninger, bl.a. kvalme, mavesmerter og oppustethed. Tablet Magnesia bør ikke anvendes uden lægeordination, hvis man har dårligt fungerende nyrer.
Midler med virkning på tarmbevægelserne virker ved at fremme tarmens naturlige bevægelser. Eksempelvis Laxoberaldråber eller tablet Perilax/Toilax. Denne gruppe afføringsmiddel bør kun anvendes kortvarigt, da længere tids brug kan give forstyrrelser i væske- og saltbalancen i kroppen, ligesom de kan medføre kronisk forstoppelse. Almindelige bivirkninger er kvalme, mavesmerter, diarre.
Midler med virkning lokalt i endetarmen anvendes kun ved svær forstoppelse, når problemet er helt nede i endetarmen. Afføringsmidlet virker direkte på tarmslimhinden ved at indføre det forsigtigt direkte i endetarmen (rektalt). Eksempelvis stikpille Dulcolax eller klyx.
Vores anbefaling er, at indtagelse af afføringsmidler med virkning på tarmbevægelserne, samt rektale afføringsmidler anvendes i samråd med læge eller sygeplejerske.
Egne noter
____________________________________________________________________________
____________________________________________________________________________
____________________________________________________________________________
____________________________________________________________________________
____________________________________________________________________________
____________________________________________________________________________
____________________________________________________________________________
____________________________________________________________________________
____________________________________________________________________________
Kilder
Patienthåndbogen: https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-aa/mave-og-tarm/sygdomme/tyktarm/forstoppelse/ Min Medicin, Forstoppelse: http://min.medicin.dk/Sygdomme/Sygdom/47Min Medicin, Kostråd ved forstoppelse: http://min.medicin.dk/Artikler/Artikel/100#