Gå til hovedindhold

Dine vaner påvirker dit helbred

Her kan du læse om KRAM helbredsrådene, der står for kost, rygning, alkohol og motion.

Når du lever med en inflammatorisk led- eller bindevævssygdom, er medicinsk behandling afgørende.
Dine vaner og livsstil har dog også stor betydning for, hvordan du har det i hverdagen. Selv små ændringer kan styrke dit helbred, øge dit energiniveau og forbedre din livskvalitet.

Inflammatoriske sygdomme påvirker mennesker forskelligt, men kan øge risikoen for blandt andet hjertekarsygdomme, diabetes og knogleskørhed. Derfor er det ekstra vigtigt at passe godt på kroppen. Sunde vaner kan supplere din behandling og være med til at forebygge følgesygdomme.

Vi anbefaler at du med jævne mellemrum følger dit helbred hos din praktiserende læge, fx ved at få målt blodtryk, kolesterol, blodsukker (HbA1c) og D-vitamin.

Motion, bevægelse og træning

Det er en myte, at træning skader gigtramte led. Tværtimod kan regelmæssig fysisk aktivitet mindske smerter og træthed og samtidig reducere risikoen for hjerte‑kar‑sygdomme. Når du bevæger dig, danner musklerne stoffer, som kan dæmpe inflammation og styrke kroppen.

Du må gerne være fysisk aktiv, også når sygdommen er i udbrud, men det er vigtigt at tilpasse aktiviteterne efter dine smerter, dit energiniveau og dine fysiske begrænsninger. Hvis du ikke kan træne som normalt, så gør det du kan. Selv små mængder bevægelse kan gøre en positiv forskel.

Du kan tale med din læge, sygeplejerske eller fysioterapeut om, hvilke aktiviteter der passer til dig. Gåture, cykling, svømning og let styrketræning er ofte gode valg.

Vælg det, der fungerer i din hverdag, og som giver dig glæde og energi.

Sundhedsstyrelsen anbefaler:

  • Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen
  • Lav aktiviteter, der styrker dine muskler, mindst to gange om ugen
  • Begræns den tid, du sidder stille i løbet af dagen


Læs mere:

Sund og varieret kost

Der findes ingen dokumenteret ”gigt-kost”. En god rettesnor er Fødevarestyrelsens officielle kostråd, som anbefaler en varieret kost med fokus på planter, grøntsager, fuldkorn og sunde fedtstoffer. 

Vi anbefaler, at du:

  • Spiser varieret, med mange grøntsager, frugt, bælgfrugter og fuldkorn
  • Vælger fisk og magert fjerkræ frem for rødt og forarbejdet kød
  • Bruger planteolier som oliven- og rapsolie
  • Begrænser sukkerholdige drikke og ultraforarbejdede fødevarer


Læs mere:

Rygning og nikotin

Nikotin øger inflammation i kroppen. Det gælder både cigaretter, e-cigaretter, snus og nikotinposer. Det kan øge risikoen for følgesygdomme. Et ryge- eller nikotinstop er en af mest betydningsfulde ændringer, du kan gøre for dit helbred. Der findes hjælp og støtte, hvis du ønsker at stoppe.

Læs mere:

Alkohol

Alkohol kan påvirke kroppen og virkningen af nogle typer medicin. Det kan blandt andet belaste lever og hjerne. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på dit alkoholforbrug.

Sundhedsstyrelsen anbefaler:

  • Højst 10 genstande om ugen.
  • Højst 4 genstande på én dag.

Læs mere:

Mundpleje

God mundhygiejne er vigtig for tænder, tandkød og dit generelle helbred. Personer med inflammatoriske sygdomme har en øget risiko for tandkødsbetændelse, parodontose og infektioner i munden. Derfor er regelmæssige tandlægekontroller særligt vigtige. Tal med din tandlæge om muligheder for tilskud, hvis du har øgede udgifter til tandbehandlinger.

Mundtørhed er almindeligt, enten som en del af sygdommen eller som bivirkning til medicin. Spyt er vigtigt, fordi det beskytter tænder og tandkød og hjælper dig med at tygge, smage og synke. Hvis du oplever mundtørhed, kan det hjælpe at drikke små slurke vand ofte, tygge sukkerfrit tyggegummi eller bruge fugtende og spytstimulerende midler, der kan købes på apoteket i håndkøb.

For at holde en god mundhygiejne anbefaler vi, at du:

  • Børster tænder mindst to gange dagligt med fluortandpasta, gerne med elektrisk tandbørste
  • Undlader at skylle munden efter tandbørstning
  • Bruger tandtråd, tandstikkere eller mellemrumsbørster hver dag
  • Går til tandeftersyn mindst én gang om året

Læs mere:

Små ændringer - stor betydning

En sund livsstil kan ikke erstatte medicinsk behandling, men den kan være et vigtigt supplement og styrke dig både fysisk og mentalt. Du er altid velkommen til at tale med din egen læge, reumatolog eller sygeplejersken på dit behandlingssted, hvis du har spørgsmål eller brug for støtte.

Selv små ændringer i hverdagen kan gøre en forskel - både nu og på længere sigt.

Læs mere:

  • Sundhed.dk: Kommunale sundhedstilbud Her kan du finde de sundhedstilbud, som din kommune eller region tilbyder.
  • Gigtforeningen: Et sundt liv Her kan du læse råd om kost, motion, sygdomshåndtering og hverdagsliv.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden