Dexamethason-suppressionstest, kort

Undersøgelse for overproduktion af kortisol (stresshormon) i binyren.

Formål

Undersøgelsen foretages ved mistanke om forhøjet produktion af kortisol. Med testen undersøges om cortisol-produktionen kan hæmmes. 

Efter indtagelse af kunstigt kortisol, vil man normalt reducere binyrens egen produktion af kortisol. Har man overproduktion af kortisol, fortsætter produktionen i binyren derimod uændret. Det måles med en blodprøve ca. 8 timer efter indtagelse af kunstigt kortisol i tabletform.

Fremgangsmåde

Du vil få udleveret 1 tablet Dexamethason á 1 mg i vores ambulatorium. Tabletten tages om aftenen mellem kl. 23.00 og 24.00.

Blodprøvetagning

Næste morgen, mellem kl. 08.00 og kl. 09.00, skal du have taget en blodprøve (kortisol) på laboratoriet.

Når du skal have taget blodprøven til denne undersøgelse, bedes du venligst bestille tid på laboratoriet via hjemmesiden www.blodproever.dk eller ringe til laboratiet på telefonnummer 30 30 88 77 alle hverdage mellem kl. 9 - 13. Dette for at undgå ventetid, og på denne måde har du sikret dig den korrekte tid til blodprøven.

Bivirkninger

Der er ingen bivirkninger til undersøgelsen. Det eneste ubehag er blodprøvetagningen. 

Svar på testen

Det aftales med lægen eller sygeplejersken, om der skal gives svar per brev eller ved en ny aftale i ambulatoriet.

Redaktør