Cykeltest - undersøgelse af hjertet

Ved en cykeltest undersøger vi med EKG, hvordan hjertet arbejder under belastning.

Kort om undersøgelsen

Du skal have undersøgt, hvor godt dit hjerte arbejder under belastning, ved en cykeltest. Vi undersøger, om dit hjerte slår uregelmæssigt, om dit hjerte slår for hurtigt, og om pulsen og blodtrykket stiger som forventet.   

Du skal forvente at være på hospitalet i 1-1 ½ i forbindelse med undersøgelsen.

Vigtig forberedelse

Tag praktisk tøj på

Vi anbefaler, at du har behageligt og løstsiddende tøj eller træningstøj på og medbringer træningssko. Der er mulighed for omklædning og bad på hospitalet. 

Kontakt os, hvis du har været forkølet eller haft feber

Hvis du har været forkølet eller haft feber inden for 7 dage op til undersøgelsen, kan vi ikke lave undersøgelsen. Du skal derfor kontakte os, så du ikke går forgæves.

På hospitalet 

Undersøgelsen

Vi sætter elektroder fast med klistermærker på din brystkasse og ryg, så vi kan følge din hjerterytme, mens du cykler. Vi måler dit blodtryk før, under og efter cykeltesten. Du skal cykle på en motionscykel i cirka 10-15 minutter, hvor belastningen gradvist øges. Belastningen gør, at det føles som at cykle op ad bakke. Vi fortæller dig, hvor hurtigt du skal cykle. Det er vigtigt, at du cykler så længe, du kan. Hvis du undervejs oplever, at du ikke kan cykle mere på grund af åndenød, brystsmerter eller udmattelse, skal du sige til. Testen er færdig, når du har nået maksimal belastning.

Undersøgelsen varer 1 time.

Svar på undersøgelsen

Du kan forvente at få svar på undersøgelsen enten per telefon, per brev, via digital post eller ved en opfølgende samtale.

Få mere viden

Du kan få mere viden om undersøgelsen på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’arbejds-EKG’.

Hjerteforeningen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende.
Du finder foreningen på www.hjerteforeningen.dk.

Redaktør