Vær fysisk aktiv
Det er vigtigt, at du bevæger dig efter en blodprop i lungen. Du kan blive lettere forpustet, når du er fysisk aktiv. Selvom du oplever symptomer, der varer ved, er det alligevel vigtigt, at du er fysisk aktiv. Du må også gerne dyrke sex.
Mulighederne er mange, når det kommer til motion og træningsformer. Det handler om at finde en form for fysisk aktivitet, som du synes om. Det kan være en god idé at være fysisk aktiv sammen med andre, eksempelvis cykle eller gå ture med venner og familie. Det kan give dig tryghed og motivation til at bevæge dig.
Motionsformer du kan overveje:
- Gang
- Cykling, herunder cykling på kondicykel
- Løb
- Svømning
- Individuel træning eller holdtræning i et motionscenter.
Uanset hvilken form for motion du laver, bør du træne 2-5 gange om ugen i 30-60 minutter per gang. Du bør dyrke motion med høj intensitet flere gange om ugen. Dette kan for eksempel være ved at sætte tempoet markant op på din gåtur, så du bliver så forpustet, at du har svært ved at snakke imens.
Sørg dog altid for at mærke efter, hvordan du har det. Føler du voldsomt ubehag, skal du ikke fortsætte med din aktivitet.
Hjerteforeningen tilbyder holdtræning, hvor motion og fællesskab er i centrum. Du kan læse mere på www.hjertemotion.dk.