Ben i gips - brækket, information til forældre

Efter et brækket ben er blevet lagt i gips, må barnet ikke støtte på benet.

Kort om besøget

Dit barn har brækket benet, og vi har lagt en skinne af gips på benet, som stabiliserer og støtter det, mens bruddet heler. Vi har givet jer et par krykker med hjem, som barnet skal bruge, når det skal gå eller stå. Barnet må ikke støtte på benet.

Når I kommer hjem

Kontakt egen læge, hvis dit barn får det værre

Du skal ringe til barnets egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for egen læges åbningstid, hvis:

  • barnets tæer bliver blege, kolde og følelsesløse
  • barnet får en sovende og prikkende fornemmelse i tæerne
  • gipsen trykker, strammer eller gnaver
  • gipsen knækker
  • gipsen bliver våd eller løs
  • smerterne tiltager.

Giv eventuelt dit barn smertestillende medicin

Du kan give dit barn smertestillende medicin, så længe det har ondt. Du kan købe smertestillende medicin til børn i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin dit barn må få.

Beskyt gipsen i badet

Vi anbefaler, at barnet får en plastikpose uden på gipsen, når det er i bad, så gipsen ikke bliver våd. Sørg for, at posen er lukket godt til foroven.

Gipsen kan irritere

Når barnet har fået gips på, er det normalt, at:

  • svede under gipsen, og huden klør
  • få blodansamlinger eller blå mærker, der bevæger sig ud i tæerne. Det forsvinder af sig selv.

Hvis gipsen har kanter og spidser, der stikker, skal du kontakte Akuttelefonen 1813.

Undgå at kradse under gipsen

Hvis det klør, skal I undlade at stikke noget ind under gipsen eller kradse med fx en strikkepind, da der er risiko for at skade huden og få sår.

Barnet skal holde foden højt og vippe med tæerne

Når barnet ligger ned, skal foden holdes højere end hjertet. Barnet skal vippe ofte med tæerne for at mindske risikoen for hævelse. Lad også barnet ligge med benet højt om natten.

Indstil krykkerne rigtigt

Krykkerne skal indstilles, så de passer til barnets højde. Krykkerne har den rigtige højde, når barnet holder fast i krykkerne og på samme tid står op med ret ryg, slapper af i skuldrene og har armene ned langs siden, mens det bøjer albuerne let.

Vær opmærksom på, at krykkerne skal indstilles igen, når barnet har fået gipsen af. Dit barn kan risikere at få ondt i ryggen, hvis krykkerne er for lave. Er krykkerne for høje, kan barnet få ondt i nakken og skuldrene.

Kom til kontrol

Dit barn skal til kontrol, hvor vi sikrer os, at bruddet heler, som det skal. Vi indkalder jer med digital eller fysisk post, eller vi ringer med information om tid og sted.

Aflevér krykkerne efter brug

Når du ikke længere har brug for krykkerne, skal du returnere dem til Akutklinikken, Frederiksberg Hospital. Se adressen under Kontakt.

Værd at vide

Se barnets journal

Du kan få en kopi af dit barns journal, inden I forlader hospitalet. På www.minsundhedsplatform.dk og www.sundhed.dk har du også adgang til dit barns journal og sundhedsdata. Du kan hente begge dele som apps: MinSP og MinSundhed. Du skal udfylde en fuldmagt på hospitalet, før du kan få adgang. Kontakt os, hvis du ikke fik udfyldt en fuldmagt, inden I gik hjem.

Barnets personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med henvendelsen om barnet.
Læs mere om formålet med anvendelsen samt barnets rettigheder på www.regionh.dk/persondatapolitik

Redaktør