Hvad er Alendronat og hvordan virker det?
Alendronat er et lægemiddel til behandling af patienter med osteoporose og øget risiko for knoglebrud. Alendronat tilhører en gruppe stoffer kaldet bisfosfonater.
Alendronat virker ved at sætte sig på knoglen og på den måde forhindrer Alendronat, at knoglen nedbrydes for meget. Alendronat beskytter også knoglerne mod fremtidig nedbrydning.
Din læge kan tjekke, at Alendronat virker efter hensigten ved at lave en knoglemineraldensitetstest (DXA-scanning) og blodprøver.
Hvordan og hvor ofte skal jeg tage Alendronat?
Alendronat tages som en tablet på 70 mg en gang ugentligt.
For at mindske bivirkninger, er det vigtigt, at Alendronat tages som angivet her:
- Vælg den ugedag, som passer dig bedst; man skal tage tabletten på samme ugedag hver uge.
- Tabletten skal indtages om morgenen før dagens første måltid og før indtagelse af evt. anden medicin.
- Tabletten skal indtages med et stort glas almindeligt postevand – og intet andet! Man må altså ikke sluge tabletten med mælk, juice, kaffe, the, saftevand eller andre drikkevarer.
- Tabletten skal indtages hel og må ikke deles eller knuses. Efter man har indtaget tabletten må man ikke lægge sig ned. Man skal altså blive stående, gående eller siddende oprejst – mindst en halv time efter man har slugt tabletten og indtil man har indtaget dagens første måltid.
- Efter man har slugt tabletten skal man vente mindst en halv time før man spiser eller drikker andet end vand. Man skal også vente mindst en halv time med at indtage evt. anden medicin.
- Hvis man glemmer at tage tabletten på den oprindeligt valgte ugedag, må man gerne tage tabletten den næstfølgende morgen efter man er kommet i tanke herom, men man skal ikke tage 2 tabletter på den samme dag.
Hvad skal min læge vide før jeg får Alendronat?
Det er vigtigt, at du fortæller lægen om du:
- Tidligere har haft nyreproblemer
- Har eller har haft følelsesløshed i kæben eller om du har fået løse tænder
- Tager anden receptpligtig eller ikke-receptplig- tig medicin, naturmedicin eller vitaminer
Du må ikke få Alendronat hvis du har:
- Alvorlige nyreproblemer
- Lavt kalk eller D-vitamin i blodet eller andre forstyrrelser i dit kalkstofskifte
- Manglende evne til at stå eller sidde oprejst i mindst 30 minutter efter indtagelse af en tablet
- Forandringer i spiserøret, som kan forsinke tømningen af spiserøret eller medføre sure opstød
- Allergi overfor bisfosfonat
Hvad bør jeg vide før jeg får Alendronat?
Behandlingen bør suppleres med et dagligt tilskud af kalk og D-vitamin.
Kan jeg få tilskud til Alendronat?
I de fleste tilfælde vil du kunne få tilskud til Alendronat. Det sker i forbindelse med, at lægen udskriver din recept.
Hvilke bivirkninger kan jeg forvente efter behandling?
Som med al anden medicin kan nogle patienter få bivirkninger når de behandles med Alendronat. Bivirkninger kan opstå når som helst i forløbet.
De hyppigste bivirkninger er smerter i knogler, led og muskler. Desuden ses mavesmerter og sure opstød/halsbrand.
I tilfælde af uforklarede smerter i lyske eller lårben skal du altid søge læge.
I meget sjældne tilfælde er der set smerter i mund, tænder eller kæbe (kæbenekrose). Hvis du har dårlig tandstatus, bør du få undersøgt tænderne hos tandlægen før behandlingen iværksættes.
For yderligere information om bivirkninger, henvises til indlægssedlen i Alendronat-pakningen. Du kan desuden modtage yderligere information om mulige bivirkninger af din læge.
Hvad kan jeg selv gøre?
Fysisk aktivitet, især vægtbærende motion som f.eks. gåture, er vigtigt for at holde knoglerne og de omkringliggende muskler stærke og sunde.
Rygning og indtagelse af alkohol kan påvirke knoglernes tilstand. Det kan have en gavnlig effekt på knoglernes sundhed, hvis du undgår rygning og begrænser indtagelsen af alkohol.
Hvor kan jeg få yderligere information om osteoporose?
Du kan læse mere om knogleskørhed på www.osteoporose-f.dk