ledende overlæge Rikke Hinge Carlsson fra CKS
​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​Rikke Hinge Carlsson, ledende overlæge i Center for Komplekse Symptomer.​

Funktionel lidelse: Udvikling af nyt, kommunalt forankret mestringstilbud starter til august

​Tilbuddet, der bliver online, skal forebygge forværring af funktionel lidelse gennem et styrket tværsektorielt samarbejde.

Flere undersøgelser viser, at ca. 10 pct. af befolkningen har en funktionel lidelse, som påvirker erhvervsevne eller livskvalitet. Sundhedsstyrelsen​ anslår, at det svarer til ca. 450.000 personer i Danmark. I de mest alvorlige tilfælde kan symptomerne være direkte invaliderende. Behandlingskapaciteten i de regionale centre er imidlertid begrænset, hvilket skaber ventelister, og samtidig har egen læge ikke altid de nødvendige ressourcer eller kompetencer. 

Det efterlader samlet set en stor gruppe mennesker, som kan risikere at udvikle mere alvorlig sygdom, og som i yderste konsekvens kan miste deres arbejdsmarkedstilknytning. Noget tyder nemlig på, at ubehandlet - eller forkert behandlet - funktionel lidelse kan forværres over tid.

Udvikling af nyt tilbud: Lær at Tackle Funktionel Lidelse

På den baggrund har Center for Komplekse Symptomer opstartet et samarbejde i fællesskab med Komitéen for Sundhedsoplysning og Center for Funktionelle Lidelser i Region Sjælland. Formålet er at udvikle et nyt, online mestringstilbud til personer med funktionel lidelse og vedvarende symptomer. Det nye tilbud, der skal være kommunalt forankret, vil få navnet "Lær at tackle funktionel lidelse".  

Målgruppen er dels borgere med lettere funktionel lidelse, som er i behandling hos egen læge, hvor tilbuddet skal være et supplement til denne. Og dels patienter med moderat til svær funktionel lidelse, der står på venteliste til behandling på et af de regionale centre, hvor tilbuddet skal være en støtte i ventetiden.

"Vi vil give disse personer nogle redskaber til at håndtere og mestre deres symptomer i hverdagen", siger Rikke Hinge Carlsson, som er leder af projektet. Hun er ledende overlæge i Center for Komplekse Symptomer, som er Region Hovedstadens specialiserede behandlingstilbud for funktionelle lidelser. Gennem tilbuddet vil det også blive muligt for brugerne at møde andre i samme situation og udveksle erfaringer via en fælles online platform. 

Psykolog Paul de Visme fra Center for Komplekse Symptomer er med i udviklingsarbejdet: "Disse mange mennesker skulle gerne mærke effekten af det nye mestringstilbud i form af bedre coping og støtte fra ligesindede", fortæller han og fortsætter: "På længere sigt vil det formentlig også kunne begrænse rækken af opslidende og dyre undersøgelser, som typisk ikke finder noget resultat, og som belaster både patienter og sundhedsvæsen".

Styrkelse af det tværsektorielle samarbejde 

Rikke Hinge Carlsson peger desuden på en anden meget vigtig gevinst af udviklingssamarbejdet: "Dette projekt giver os en unik mulighed for at dele vores viden med kommuner og praktiserende læger, og få dem klædt på til at kunne håndtere funktionelle lidelser. Herved kan vi bidrage til et bedre tværsektorielt samarbejde, og det er netop en vigtig del af vores DNA i Socialmedicinsk Center", fortæller hun.

​Næste milepæl

Ud​viklingssamarbejdet, som er støttet af TrygFonden med 5,7 millioner kroner, starter til august. Det er planen, at mestringstilbuddet skal være klart til pilotafprøvning i otte forskellige kommuner i henholdsvis Region Hovedstaden og Region Sydsjælland i 2023, hvorefter det skal forankres og udbydes i hele landet på længere sigt.

Har du spørgsmål eller ​kommentarer til projektet, er du velkommen til at kontakte Rikke eller Paul fra Center for Komplekse Symptomer på mailadressen bfh-fp-cks@regionh.dk eller på telefon 38 66 68 00.

​​​​​F​unktion​el lidelse

Ca. 10 procent af alle voksne danskere skønnes at have en funktionel lidelse. Det svarer til ca. 450.000 mennesker. Hermed menes,​ at man har et eller flere fysiske symptomer, som påvirker funktionsevne og livskvalitet​. Det kan f.eks. være træthed, sygdomsfølelse, smerter, svimmelhed, følelsesløshed samt lys- og lydfølsomhed. Et fælles kendetegn for funktionelle lidelser er, at de ikke kan påvises ved blodprøver, røntgenundersøgelser eller andre medicinske tests. Ca. 1-2 procent er direkte invalideret af deres lidelser.

Kilder og links:




 Andre nyheder

Redaktør