Behandlingstilbud

Center for Komplekse Symptomer behandler patienter med funktionelle lidelser og helbredsangst ud fra en tværfaglig og bio-psyko-social behandlingsmodel. Læs om lidelserne og vores behandlingstilgang her


Generelt om vores behandlingstilgang

Behandlingstilbuddet ved Center for Komplekse Symptomer bygger på en tværfaglig indsats. Vi har fokus på en individuelt tilrettelagt behandling af den enkelte patient, som tager hensyn til patientens unikke kombination af symptomer, ressourcer og livsomstændigheder. Vi stræber efter effektive behandlingsforløb, hvor patienten selv sætter mål for behandlingen og tager aktivt ansvar for at arbejde hen i mod disse. Der justeres løbende på de igangværende indsatser og iværksættes nye ud fra erfaringer og evaluering. 

Læs evt. om, hvem der kan blive henvist til vores behandling.

Behandling af funktionelle lidelser

Formålet med behandling af funktionelle lidelser ved Center for Komplekse Symptomer er bedring af patientens tilstand i forhold til symptomer, funktionsevne og livskvalitet. Dette ud fra en indsats, der først og fremmest sikrer at patienten er tilstrækkeligt bio-medicinsk udredt. Når selve behandlingen starter, flyttes fokus fra udredning og søgen efter tilgrundliggende årsager til fokus på de vedligeholdende bio-psyko-sociale faktorer, der kan fastlåse patienten. Eksempler på vedligeholdende/forværrende faktorer kan blandt mange andre være:
  • vedvarende stressbelastning
  • manglende hvile/restitution
  • dekonditionering grundet manglende bevægelse
  • høje standarder/perfektionisme
  • kognitive forvrængninger (høj selvkritik, bekymringstendens osv.)
  • utilstrækkelig sygdomsindsigt/sygdomsaccept
  • uafklaret og belastende social situation
  • utilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag
  • uafklarede belastende livsomstændigheder
På Center for Komplekse Symptomer anvender vi overvejende gruppebehandling, da det er vores erfaring, at samarbejde og spejling er centrale elementer på vejen imod at få det bedre. Dog behandles patienter med dissociative tilstande ofte individuelt.

En tværfaglig indsats
Selve behandlingsindsatsen varetages med parallel tværfaglighed af psykologer, fysioterapeuter og socialfaglige medarbejdere, hvor sidstnævnte fungerer som forløbskoordinatorer og har fokus på at fremme ressourcer, håndtere sociale belastninger og understøtte progression i behandlingsforløbet. Ved centret er endvidere ansat flere læger med forskellige specialer, herunder samfundsmedicin, almen medicin, somatik og psykiatri. Lægerne varetager primært en grundig udredning med samtale og undersøgelse af patienterne forud for behandlingsindsatsen. Den udredende læge vil som behandlingsansvarlig læge desuden følge patienten i samarbejde med forløbskoordinator gennem behandlingsforløbet.

Behandlingsforløbet
Behandlingen af funktionelle lidelser vil for de fleste patienter omfatte følgende:
  • psykoedukativt undervisningsforløb
  • længerevarende gruppebehandlingsforløb med integreret psykoterapeutisk og fysioterapeutisk indsats og fokus på redskaber til symptomhåndtering og -mestring
Desuden tilbydes korterevarende gruppeforløb med fokus på kost og livsstil, fysioterapi, sygdomsaccept o.a.

Dissociative tilstande
På Center for Komplekse Symptomer behandler vi overvejende patienter med dissociative symptomer individuelt. Vi arbejder med at opnå en bedre sammenhæng mellem krop og psyke, og målet for behandlingen er at opnå symptomreduktion og bedring af livskvalitet. Behandlingen kan bestå af følgende elementer:
  • lægesamtaler
  • psykoterapi
  • fysioterapi

Behandling af helbredsangst

Behandlingen af helbredsangst sker på baggrund af en grundig udredning, oftest varetaget af læge med psykiatrisk speciale. Efterfølgende består behandlingen af et psykoterapeutisk gruppebehandlingsforløb med udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi. Fokus er på redskaber til håndtering af helbredsangst, inklusiv en gradvis udfasning af informationsindsamling, forvisninger og helbredstjek. Enkelte patienter med helbredsangst kan desuden have brug for en individuel psykoterapeutisk, fysioterapeutisk eller socialfaglig indsats.


Center for Komplekse Symptomer | Frederiksberg Hospital | Nrdr. Fasanvej 57 Center for Komplekse Symptomer | Frederiksberg Hospital | Nrdr. Fasanvej 57 Vej 8 | Indgang 2 | 3. sal | 2000 Frederiksberg |Telefon 38666800 |Vej 8 | Indgang 2 | 3. sal | 2000 Frederiksberg |Telefon 38666800 |

Redaktør