​Socialmedicinen kortlægges​

På Afdeling for Socialmedicin på Frederiksberg Hospital er afdelingslæge Jesper From for tiden i gang med en spændende afhandling, som skal forsøge at indsnævre og forklare hvad der forstås ved begrebet socialmedicin. Ret beset er socialmedicin ikke et selvstændigt speciale, men hører ind under samfundsmedicinen, og begrebet dækker mere præcist over den gren af lægevidenskaben, der søger at afklare helbredsmæssige problemstillinger, som påvirker et menneskes evne til at varetage et arbejde. 

I afhandlingen kom​mer han ind på hvordan lægens rolle har udviklet sig i relation til arbejdet med sager om funktionstab, langvarige sygemeldinger og invaliditet, samt de faglige vanskeligheder, som relaterer sig til arbejdet med mennesker, som vurderes uarbejdsdygtige.

Ved at dykke ned i sagsakter og attester fra Arbejdsulykkesforsikringen, er Jesper From blandt meget andet blevet opmærksom på, at de faglige problemstillinger vi ser på det socialmedicinske felt i dag, i store træk ligner dem, man stod over for i starten af forrige århundrede:

”Jeg har siddet og set på sagsakter og attester fra Arbejdsulykkesforsikringen, som blev indført i 1898, hos Rigsarkivet. Der kan jeg se, at mange af de samme faglige problemstillinger, som vi har i dag også eksisterede dengang. Det er svært at tage stilling til om symptomer skyldes en arbejdsskade, svært at forklare smertebegrebet, svært at forklare hvorfor nogle symptomer forværres over tid, hvorfor sygemeldinger som man troede ville blive korte, bliver lange osv.”

Industrialisering og arbejdsskader

Loven om arbejdsskadeforsikring fra 1898 opstod i en tid, da industrialiseringen bragede afsted, og der opstod et behov for hjælp til de mange arbejdere der pådrog sig grelle skader på deres arbejde. På de mange fabrikker der skød op som paddehatte, skulle mekanikken f.eks. vedligeholdes, og med fritgående tandhjul var der rig mulighed for at miste et par fingre eller få en arm i klemme. 

Loven har socialmedicinsk interesse, da lægelige vurderinger altid er blevet lagt til grund for sagsbehandling og erstatningsudmåling. I korthed går den fortsat ud på det samme,​ som da den blev indført; arbejdsgiverne skal bære en del af det økonomiske ansvar for de skader, deres medarbejdere eventuelt får på deres arbejde, og de skal derfor tegne en forsikring. Loven har været håndhævet af forskellige organisationer i årenes løb, og her har det varieret hvad der har været lægernes rolle, og hvor meget magt de har haft. 

I begyndelsen var der læger med til at udforme lovgivningen, og sidenhen har det varieret om de har siddet i selve den instans der behandlede arbejdsskadesagerne, eller om de har været tilknyttet eksternt. Samtidig har samfundet og hyppigheden af sygdomme, og ikke mindst den sociale lovgivning løbende ændret sig, og heraf ligeledes kravene til lægerne. 

I 1933 indførte man så begrebet ”erhvervssygdomme” - symptomer, der opstår gradvist efter længere tids påvirkning - og i 1938 blev listen over sygdomme betydeligt udvidet. Arbejdede man på en skurepulverfabrik var der f.eks. risiko for lungefibrose, og typografer og malere pådrog sig ikke sjældent en blyforgiftning. Den slags arbejdsskader som følge af toksikologiske påvirkninger fik man heldigvis bugt med i løbet af 60’erne og 70’erne, og med tiden er de fleste arbejdsskader kommet til at omhandle bevægeapparatssmerter og psykiske lidelser, der er blevet udviklet langsomt, og nogle gange på flere forskellige arbejdspladser. 

Over tid er der blevet flere anmeldelser af erhvervssygdomme end af arbejdsulykker, og typen af sygdomme folk rammes af, har ligeledes ændret sig markant. Det er faldet Jesper From øjnene, at de psykiske arbejdsskader som følge af f.eks. mobning, chikane og stress eksploderede i 80’erne og 90’erne, og fylder en meget stor del af alle arbejdsskadesager den dag i dag. De fysiske arbejdsskader fylder således mindre, og omhandler som nævnt ofte problemer med bevægeapparatet. Nu om dage er det trods alt sjældent at en landmand bliver syg – eller ligefrem dør - af en omgang kvægtuberkulose.​

Traumatisk hypokondri

Loven om arbejdsskadeforsikring blev oprindeligt lavet som en industrilov med fokus på f.eks. maskinlæsioner, som afskårne fingre eller synsskader på grund af fremmedlegemer i øjnene. Men også dengang var der en vis bevidsthed om psykiske arbejdsskader, selvom man i datiden brugte nogle, i nutidens øjne, mindre flatterende begreber. Således fremgår det af årsberetningen fra Arbejdsforsikringsrådet, at der i 1899 var ét tilfælde af ”Traumatisk Hypokondri”, og i 1900 ni tilfælde af ”Traumatisk Neurose”. I 1911 blev der registreret tre tilfælde af ”Traumatisk Neurose”, tre tilfælde af ”Traumatisk Hysteri”, fire tilfælde af ”Traumatisk Neurasteni” og ét tilfælde af ”stærk hypokonder”. 

I årsberetningen fra 1900, omtales et tilfælde således: ”… Den traumatiske Neurose er jo nemlig ikke, som Skaberen af dette Navn mente, en ejendommelig Nervesygdom af egen Art, frembragt ved ulykkestilfældet paa lige saa di​​rekte Maade som et Saar eller et Benbrud. De Sygdomstilfælde, som henføres under denne Betegnelse, ere simpelthen Tilfælde af Neurasteni eller Hysteri, sjeldnere af Hypokondri, opstaaede i Almindelighed hos til saadanne lidelser disponerede Individer, der tager deres Udgangspunkt ved Ulykkestilfældet, men for hvilke dettes mekaniske Virkning ingen direkte Rolle spiller…”

Neurose og hypokondri er begreber, der kan forekomme ufølsomme i et nutidigt perspektiv, og til det svarer Jesper From:

”Det kan være vanskeligt at sige, hvad man skal se i diagnoserne – man ser det jo med nutidens øjne. Om det er et udtryk for, at lægerne ser ned på deres patienter og mener, at det har de ret til, er derfor svært at konkludere. Samtidig med at lovgivningen, arbejdsmarkedet og typen af arbejdsulykker har været igennem en historisk udvikling, så gælder det samme kulturen og lægevidenskaben. Det er derfor lidt som at sammenligne kartofler og bananer, når man sammenligner psykiske arbejdsskader anno 1899 og 2024”.

​Socialmedicinsk ekspertise uundværlig

Spørgsmålet er så, hvad vi overhovedet kan bruge denne viden til? Hvad er årsagen til, at Jesper From indtil videre har tilbragt adskillige timer på støvede arkiver, med næsen i gamle lægeattester og årsberetninger? Han forklarer selv, at vi bør bruge informationerne fra dengang til at blive klogere på socialmedicinen i en nutidig kontekst, og til at blive bestyrket i hvorfor et sted som Afdeling for Socialmedicin fortsat har sin berettigelse:

”De socialfaglige myndigheder og juridiske sagkyndigheder forstår ikke altid hvad lægen beskriver, og lægen kan også have svært ved at forklare, hvorfor en helbredsmæssig problemstilling påvirker folk som den gør. Det har man forsøgt at løse, ved at lade nogle af lægerne sætte sig ned, for at se på patientens samlede bio-psyko-sociale situation, og ud fra dette lave en form for sammenfatning”.

Indtil videre er det i hvert fald blevet tydeligt for ham, at de lægefaglige problemstillinger som man er stødt på gennem de sidste 100 år, bliver ved med at være der, og at kravet til den lægefaglige dokumentation desuden bliver større og større. Dette kræver selvsagt særlige afdelinger, som beskæftiger sig med lige præcis dette område, konkluderer han til slut:

”Mit umiddelbare indtryk er, at over tid, fylder det mere og mere i det danske samfund, at de her sager bliver tiltagende mere komplekse. Forskellige ting gør, at dokumentationskravene stiger, førend sagerne kan afsluttes - derfor er der fortsat brug for en særlig lægefaglig ekspertise med socialmedicinske briller”.

​Næste trin

​Når Jesper From er færdig med første del af afhandlingen i løbet af 2024, kaster han sig over næste del, som skal omhandle invalidepension og førtidspension. Den kommer derfor til at om​handle sygdomme man ikke nødvendigvis får af sit arbejde, men som kan opstå af mange årsager, eller eventuelt er til stede allerede ved fødslen. Han regner med at være helt færdig med sin afhandling i 2026.​​