​​

Gode råd til fremtidige patienter

​På denne side kan du finde anbefalinger til patienter, som står på vores venteliste


Anbefalinger til patienter på venteliste

Såfremt du venter på behandling hos os, kan du finde råd og vejledning 
til ventetiden på denne side (tjek evt. vores aktuelle ventetid her)

Råd og vejledning, mens du står på venteliste:

  • find en god balance mellem aktivitet og hvile
  • søg viden om sygdommen og håndtering heraf
  • få overblik over belastende livsomstændigheder og ressourcer
Find en sund balance mellem aktivitet og hvile
Centralt for mange patienter med funktionelle lidelser står at finde en sund balance mellem aktivitet og hvile. Måske kan du allerede begynde at eksperimentere med denne balance, mens du står på ventelisten? 

Nogle patienter har brug for at lære deres krop bedre at kende, så de bliver i stand til at holde pauser, når kroppen kalder på dette. Andre patienter kan have brug for gradvist at øge mængden af aktivitet, fx fysisk aktivitet eller social aktivitet med venner og familie. En forsigtig fysisk aktivering gælder i særlig grad, hvis man har været sengeliggende og er i fare for at blive dekonditioneret. Men husk også pauserne, så den sunde balance bliver holdt.

Søg viden om sygdommen og håndtering heraf
En del patienter kan have gavn af at opnå større viden om den sygdom, de er ramt af, inklusiv hvordan man kan mestre at leve med sygdommen. Vi anbefaler disse kilder til information om funktionelle lidelser, dissociative tilstande og helbredsangst:
Du kan også rådføre dig med din egen læge, ligesom du kan finde inspiration og støtte i en patientforening, fx Patientforeningen For Funktionelle Lidelser, hvis hjemmeside du finder her.

Få overblik over belastende livsomstændigheder og ressourcer
Såfremt du kæmper med belastende livsomstændigheder, kan du måske bruge ventetiden på at arbejde med disse, gerne i samarbejde med din egen læge og din kommunale sagsbehandler. Eksempler på dette kan være:
  • stresshåndtering: en del kommuner har gratis forløb i stresshåndtering
  • socialfaglige spørgsmål: din kommunale sagsbehandler/jobcenter kan måske hjælpe dig. Det er vores erfaring, at uafklarede socialfaglige spørgsmål (job/uddannelse, økonomi, bolig, fleksjob/pension) kan belaste - og tilmed besværliggøre den senere behandlingsproces hos os
Du kan også med fordel arbejde med at afklare og øge dine ressourcer, fx blive bevidst om, hvad der tidligere i livet har hjulpet dig igennem svære faser, aktivere dit netværk osv.

Færdiggør udredninger inden henvisning
Det er et krav, at du er færdigudredt, inden du henvises til Centret, fordi vi har erfaring med, at en fortsat udredningsproces kan besværliggøre og forsinke behandlingsprocessen. Du kan evt. læse mere om vores målgrupper.


Du kan evt. læse mere om vores behandlingstilbud her og om, hvordan du bliver henvist til vores center her.

Redaktør