Baggrund
Databasen er startet i 2019 som et samarbejde mellem de socialmedicinske afdelinger i alle fem regioner. Databasen ejes af Afdeling for Socialmedicin, Region Hovedstaden, som ligger på Frederiksberg Hospital.
Størstedelen af data indsamles i Region Hovedstaden. Der indsamles ligeledes data i Region Nordjylland samt i Region Sjælland. Dataindsamlingen foregår i RedCap og bliver valideret af datamanagers.
Indhold i Databasen
Journaldata
Dette survey indeholder data fra de journaler der udfærdiges på afdelingen for socialmedicin og indeholder derfor data om patienters sociale, medicinske og psykiatriske anamnese samt almindelige demografiske data og arbejdshistorik og perspektiv. Dataen bruges bl.a. til at monitorere indholdet i journalen i forhold til det faglige niveau der ligger til grund for vores vurderinger og anbefalinger til de borgere der ses i afdelingen.
Data fra rehabiliteringsmøder
Der indtastes data fra hvert rehabiliteringsmøde ude i kommunerne. Data indtastes anonymiseret, og kan derfor ikke linkes med andre databaser. Databasen indeholder information om bl.a. ydelser, indstilling og diagnoser samt arbejdsmarkedstilknytning.
Data om §18.2 sager
Dette survey indeholder data om de sager vi vurderer i henhold til §18.2 i sundhedsloven og indeholder bl.a. data om diagnoser, graden af belysning af sagen og konklusion i forhold til om sagen kan gå uden om rehabiliteringsteamet.
Data fra lægeskøn
Dette survey indeholder den samme type data som journaldata survey, men omhandler de sager vi ser mhp. at lave et lægeskøn til kommunerne.
Validering af data
Alle surveys der tastes i journaldata bliver valideret af datamanager, der gennemgår hver indtastet journal sammen med indtastningen. Ved tvivl bliver indtastningen vurderet ved to datamanagere.
Surveys fra rehabiliteringsmøder samt §18.2-sager og lægeskøn bliver valideret ved en sekretær og ved tvivlsspørgsmål ligeledes af datamanager.
Organisation
Databasen er ejet og styret af Afdeling for Socialmedicin, Frederiksberg hospital. Hver region, der indtaster data, ejer egen data. Beslutninger om ændringer i surveys eller andre styringsbeslutninger foregår i en styregruppe, der består af ledelse fra alle regioner, hvor cheflægen fra Region Hovedstaden sidder som formand. Derudover findes en arbejdsgruppe, som består af minimum en datamanager fra hver region og en faglig gruppe, som består af forskningserfarne medarbejdere fra hver region.
Samarbejde
Ønsker du mere information om SocMed-Databasen, eller påtænker du et forskningsprojekt, hvor data fra databasen kan være relevant, kan du kontakte læge og forsker Mia Sarah Fischer Button, Afdeling for Socialmedicin.
Telefon: 38 64 98 00
Mail: mia.sarah.fischer.button@regionh.dk