Gå til hovedindhold

Vurdering af funktionsevnen hos patienter med komplekse helbredsmæssige udfordringer

​Af Anna Karnøe Knudsen, Eva Ejlersen Wæhrens, Morten Tange Kristensen, Jan Renneberg og Poul Frost

Baggrund

I Afdeling for Socialmedicin undersøger vi det enkelte menneskes samlede problemstillinger (helbred, sociale situation, arbejdsbelastninger m.m.) og disses betydning for, hvordan man fungerer i hverdagen (funktionsevnen). Denne vurdering af funktionsevnen er af stor betydning for den enkelte patient, da vurderingen bliver anvendt til at bestemme støttemuligheder og skånebehov samt tilrettelægge det videre beskæftigelsesrettede forløb i kommunen. 

Aktuelt foregår vurderingen af patientens funktionsevne ved spørgsmål i forbindelse med lægesamtale samt i nogle tilfælde et beskæftigelsesrettet spørgeskema og systematisk vurdering af funktionsevnen. Vi ønsker i Afdeling for Socialmedicin at blive endnu bedre til at understøtte lægen i vurderingen af den enkelte patients funktionsevne.

Formål

Formålet med forskningsprojektet er at undersøge om implementering af forskellige undersøgelsesredskaber, tests og spørgeskemaer kan understøtte lægen i den samlede vurdering af funktionsevnen i vores afdeling. 

Metode

Forskningsprojektet består af 3 delstudier:

I delstudie 1 inkluderes 100 deltagere blandt alle henviste patienter over en periode på ca. et år. Den udvidede vurdering af funktionsevnen inkluderer systematisk undersøgelse af den fysiske funktionsevne (rejse-sætte-sig test, håndgrebsstyrke og basismobilitet), tre spørgeskemaer (to om almindelig daglig levevis samt et beskæftigelsesrettet spørgeskema) samt deltagelse i en standardiseret ergoterapeutisk undersøgelse (AMPS-test). 

Delstudie 2 består af en spørgeskemaundersøgelse samt fokusgruppeinterview rettet mod de involverede læger for at undersøge den kliniske relevans af de implementerede undersøgelser.

Delstudie 3 er et registerstudie, der skal undersøge, om resultaterne i de implementerede test kan forudsige beskæftigelse 2 år senere.

Tidsplan

Projektet er startet i september 2023. Der er fra oktober 2023 og frem til december 2024 inkluderet 100 patienter i projektet, hvorfor inklusionen er afsluttet. I 2025 vil der udsendes spørgeskema som del af delstudie 2 til alle involverede læger. Projektet forventes afsluttet i 2027. 

Finansiering

Socialmedicinsk klinik, Frederiksberg Hospital. Der søges fortsat yderligere forskningsmidler.

Samarbejdspartnere

Parker instituttet, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og Fysio- og ergoterapiafdeling, Bispebjerg og Frederiksberg hospital. 



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden