Juridiske forhold om personalets samarbejde med pårørende

​Bliv her klogere på hvilke regler, der gælder for dig som pårørende omkring tavshedspligt, samtykke og oplysninger i forbindelse med dødsfald.

Som fortrolige oplysninger betragtes for eksempel oplysninger om helbred, behandling, sociale problemer, misbrug, strafbare forhold med videre.

Tavshedspligten gælder også i relation til de nærmeste pårørende. Patienterne bliver derfor bedt om at tage stilling til, hvem af de pårørende, der må gives information til.

Tavshedspligt overfor pårørende

Alle hospitalsansatte har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger om patienterne.  Det kan fx være oplysninger om helbred, behandling, sociale problemer, misbrug, strafbare forhold m.m. er fortrolige oplysninger. Denne tavshedspligt gælder også overfor de nærmeste pårørende.

Patienter bliver derfor bedt om at tage stilling til:

  • hvem af de pårørende, personalet må udtale sig til
  • hvor meget personalet må oplyse om patientens indlæggelse og sygdom

Tavshedspligt i forhold til børn og unge under 18 år

Tavshedspligten gælder ikke fortrolige oplysninger, som gives til den/dem, der har forældremyndigheden over børn og unge under 18 år. I visse situationer kan sundhedspersonerne dog af hensyn til barnet eller den unge undlade at informere, fx hvis oplysninger om den unges seksualliv eller videregivelsen af disse oplysninger kan give anledning til alvorlige konflikter.

Oplysninger om afdøde

Nærmeste pårørende til en afdød har krav på at få oplysning om sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde, medmindre det må antages at stride mod afdødes ønske eller hensynet til afdøde.

Hvem der betragtes som nærmeste pårørende afhænger af omstændighederne. Det kan fx være en ægtefælle, samlever, registreret partner, børn, forældre, søskende, en nær ven, en bistandsværge eller en støtte- og kontaktperson. 

Samtykke til behandling

Som udgangspunkt skal patienten selv give et informeret samtykke, før undersøgelse eller behandling kan iværksættes. Ved informeret samtykke forstås et samtykke givet på baggrund af fyldestgørende information om helbredssituation og behandlingsmuligheder.

I visse situationer kan pårørende give samtykke på patientens vegne (kaldes også for stedfortrædende samtykke). Det gælder:

  • børn under 15 år hvor samtykke kan gives af den/dem, der har forældremyndigheden
  • unge mellem 15 og 18 år, der ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af deres beslutning. Her kan samtykke gives af den/dem, der har forældremyndigheden. Under alle omstændigheder skal man som forældremyndighedsindehaver til en ung mellem 15 og 18 år have information og inddrages i den unges stillingtagen, medmindre tungtvejende hensyn til den unge taler imod at informere forældrene
  • patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke. Det kan fx være mennesker med en nedsat psykisk funktionsevne eller en kronisk sindslidelse. Her kan nærmeste pårørende eller værgen give samtykke. Patienten skal i disse situationer informeres og inddrages i drøftelserne, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen, og patientens relevante og aktuelle tilkendegivelser skal tillægges betydning. Hvis de pårørende eller værgen forvalter samtykket på en måde, som personalet mener åbenbart v il skade patienten, kan personalet gennemføre behandlingen uden samtykke, hvis Sundhedsstyrelsen er enig. 
Redaktør