Før det gik løs med OL i London, fik alle de ca. 150
danske OL-deltagere et tilbud om at få testet deres hjerte. Det sker for at
sikre, at ingen af dem lider af en skjult sygdom i hjertet, der udgør en risiko,
når de yder deres bedste under OL.
Undersøgelser viser nemlig, at selv veltrænede elitesportsfolk har en - ganske vist lille - risiko for at dø af et hjertestop udløst af fysisk anstrengelse.
1000 sportsfolk testes
Ud over at
teste OL deltagernes hjerter er Sportskardiologisk Klinik i gang med et
forskningsprojekt, der omfatter i alt 1000 sportsfolk i alderen 12-35 år.
Projektet, der laves i et samarbejde med Team Danmark,
skal give forskerne mere viden om, hvordan hjertet tilpasser sig hård fysisk
træning hos topatleter, f.eks. ved at ændre størrelse og form - og ved
elektriske ændringer, dvs. ændringer i hjerterytmen.
- Forskningsprojektet er den første danske undersøgelse af
elitesportsfolk. Den vil give os et klarere billede af, hvilke af de ændringer i
hjertet, vi finder, der skyldes hård træning og hvilke, der skyldes sygdom,
forklarer overlæge Hanne Rasmusen.
EKG, gentest og vævsprøver
De 1000
danske topatleter i forskningsprojektet skal bl.a. besvare et spørgeskema, de
får en samtale om evt. hjertesymptomer, og deres hjerte bliver undersøgt med EKG
og ultralyd.
- Hvis der er tegn på noget unormalt, f.eks. en arvelig
hjertesygdom, henviser vi dem til Rigshospitalets Enhed for Arvelige
Hjertesygdomme, hvor de kan blive undersøgt grundigere ved hjælp af en gentest
og evt. vævsprøver fra hjertet, fortæller Hanne Rasmusen.
Hun regner med at ca. 50 ud af de 1000 sportsfolk vil have
behov for en grundigere undersøgelse.
Af dem vil ca. 40 være mænd - der er
nemlig 10 gange så mange mænd som kvinder blandt sportsfolk med hjerteproblemer.
De fleste kan behandles
De
elitesportsfolk, der indtil nu har fået konstateret en hjertesygdom, har enten
kunnet behandles eller bliver fulgt med årlige kontroller. Ingen er blevet
anbefalet at stoppe med deres sport.
Hanne Rasmusen understreger, at det er op til
sportsfolkene selv, hvor åbne de vil være om deres sygdom:
- Hvad testen
viser, er en sag mellem lægen og atleten. For mange er det deres levebrød,
derfor er det ekstra vigtigt, at respektere den enkeltes ret til selv at
bestemme, hvilke konsekvenser de vil tage, slutter overlægen.