Det er spændende, når pengene ikke passer...

PORTRÆT. Tværfaglig forskning i artrose giver banebrydende resultater.

​​​

​​Det er en spændende æra, vi oplever lige nu. I hvert tilfælde hvis man interesserer sig for artrose, også kaldet slidgigt. Og det gør Henning Bliddal, overlæge, professor i reumatologi og leder af Parker Instituttet ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler.


Henning Bliddal. Foto: Claus Peuckert.

I disse år oplever han, at der sker nogle vigtige gennembrud inden for forskning og behandling af især artrose i knæ. Og her er Parker Instituttets forskning med i front. Det handler både om bedre metoder til at undersøge artrose i form af bl.a. dynamiske scanninger og om nye, interaktive behandlingsmetoder, hvor patienterne selv er med til at dæmpe konsekvenserne af sygdommen gennem vægttab og bevægelse.

Ny forståelse af sygdommen

Ifølge overlægen er artrose en af de sygdomme, hvor det har været vanskeligt at få "pengene til at passe". Sådan at fo​rstå, at patienternes oplevelse af smerter og gener kun stemte dårligt overens med de forandringer i knogler og led, som man kunne se på de traditionelle røntgenbilleder. Derfor har nye scanningsmetoder, som er taget i brug de senere år, betydet meget for forståelsen af sygdommen:

- Der kommer nogle aha-oplevelser. Noget af det, vi ser nu, har jeg gået og ventet på rigtigt længe. For eksempel, at smerterne ved artrose ikke er resultatet af slid, men langt mere stammer fra inflammation i leddet - en tilstand, der blusser op med mellemrum, understreger overlægen.

Ifølge Henning Bliddal er den tid forbi, hvor den eneste behandling af artrose var kirurgisk - at få skiftet leddet ud. Sygdommens konsekvenser kan afbødes gennem vægttab og træning. Og samtidig er der nu biologisk medicin på vej, som kan slå inflammationen ned. Men det er en dyr kur - og her bliver forskernes rolle at finde frem til de patienter, der kan have udbytte af den type behandling. Samtidig med, at de fortsætter med at hjælpe patienter til vægttab og fysisk aktivitet - blandt andet via interaktive løsninger.

Aktive patienter

Et vigtigt vendepunkt har for Henning Bliddal og hans tværfaglige forskergruppe været et forskningsprojekt om overvægtige artrosepatienter, som viste, at vægttab har stor betydning for symptomerne v​ed sygdommen. Og som åbnede forskernes øjne for værdien en mere varig indsats, hvor patienterne selv deltager aktivt.

- Jeg tror på, at fremtidige generationer vil være i behandling for deres led fx via en app, der dels opsamler data om, hvornår sygdommen er i aktiv fase, dvs. inflammatorisk. Og som minder dem om, hvad selv kan gøre i hverdagen for at minimere virkningerne af sygdommen, forudsiger han.

En folkesygdom

Henning Bliddal, der snart selv bliver 62, ser frem til at bruge sine sidste arbejdsår på denne spændende udvikling. Og gl​​æder sig over, at han på Parker Instituttet har samlet en tværfaglig gruppe af forskere, der er med til at rykke afgørende ved undersøgelse og behandling af en sygdom, som stort set alle danskere vil stifte bekendtskab med:

- Det er meningsfuldt og fascinerende at arbejde med en folkesygdom, som berører os alle sammen i støre eller mindre grad, slutter overlægen.


Redaktør