- Hjernen er et fascinerende og utroligt dynamisk organ. Man bliver aldrig
færdig md at undersøge og forstå, hvordan den spiller sammen med sine
omgivelser. Det er en rejse, der bare bliver mere og mere spændende! For
eksempel er der fantastiske muligheder til at udforske hjernen med avancerede
billeddiagnostiske metoder.

Professor Hartwig Siebner. Foto: Claus
Peuckert.
Sådan siger Hartwig Roman Siebner, der netop et tiltrådt som forskningsleder ved
Neurologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Han er ekspert i
bevægelsesforstyrrelser, bl.a. Parkinsons sygdom, og skal fremover lede og
organisere afdelingens forskning indenfor området.
Stort potentiale
Siebner kom til Danmark fra Tyskland for fem år
siden og deler sin tid mellem Hvidovre Hospital og Bispebjerg Hospital. Opgaven
på Bispebjerg Hospital er at samle og koordinere forskningen inden for
bevægelsesforstyrrelser - et område, hvor Neurologisk Afdeling på Bispebjerg
Hospital har et stort potentiale til at blive førende:
- Der er en kæmpe klinisk ekspertise i afdelingen. Og så har vi den styrke,
at vi arbejder med alle de avancerede behandlinger af patienter med
bevægelsesforstyrrelser - både medicinske og kirurgiske, siger professoren.
Hartwig Siebner understreger, at Neurologisk Afdelings store patientunderlag
og den brede vifte af behandlingsformer gør det oplagt at lave avanceret klinisk
forskning - fx at sammenligne behandlingsformer og undersøge, hvordan
forskellige typer af behandling virker på patienterne. Og dermed få en bedre
forståelse af hvilke mekanismer, der er skyld i bevægelsesforstyrrelser.
Mere samarbejde på tværs
Hartwig Siebner vil bidrage til, at
Bispebjerg Hospital kan blive et af de førende centre i Europa inden for
forskning i bevægelsesforstyrrelser:
- Der er helt klart potentiale til det - og vi har allerede en del spændende
forskningsprojekter i afdelingen. Vi skal have gang i noget mere samarbejde på
tværs, så kan vi komme meget længere, mener professoren.
Samtidig peger han på, at der er brug for at udvikle nogle, store fælles
forskningsprojekter i afdelingen, som tager udgangspunkt i de aktuelle
behandlingsmæssige udfordringer. Og at få mere gang i samarbejdet med de
europæiske partnere.
- Om fem år tror jeg, at Bispebjerg Hospital er kendt i Europa - ikke bare
for den enorme kliniske ekspertise - men også for forskning, der fører til bedre
behandlinger, slutter han.