Forskerne på Bispebjerg Hospitals Neurologiske Afdeling har gennem de sidste år
opbygget en uvurderlig skat, når det gælder forskning i neurologiske sygdomme:
Nemlig en hjernebank, der rummer hjerner fra et stort antal afdøde patienter med
neurologiske sygdomme.
Den hører under Forskningslaboratorium for
Stereologi og Neurovidenskab og er opbygget og drives af laboratoriechef Bente
Pakkenberg. Og en biobank med blod- og rygmarvsprøver fra mange af de samme
patienter, som er indsamlet under deres sygdomsforløb. Denne biobank står
overlæge Kristian Winge for.
Kristian Winge og Bente Pakkenberg i gang i forskningslaboratoriet.
Foto: Claus Peuckert.
Patienter fulgt over år
De seneste år er samarbejdet mellem de to
banker intensiveret - og når det gælder forskning i neurologiske sygdomme giver
kombinationen af data fra de to banker unikke muligheder, fortæller overlæge
Kristian Winge. Tilsammen rummer de to banker nemlig data, der følger de
neurologiske patienter gennem en årrække - fra de første undersøgelser indtil
patienterne afgår ved døden.
Forskningen i neurologiske sygdomme som Parkinson, atypisk Parkinson og
amyotrofisk lateral Sklerose (ALS) er lidt som et detektivarbejde - det gælder
om at finde frem til såkaldte biomarkører. Det er stoffer (typisk proteiner),
som kan måles i patientens blod eller rygmarvsvæske på et tidligt tidspunkt og
hjælper med at stille en sikker diagnose.
Fremtidsperspektivet er, at det en dag bliver muligt ved hjælp af en simpel
blodprøve at forudsige sygdommens forløb med ret stor nøjagtighed - og tilpasse
behandlingen derefter. Blandt andet er det vigtigt at kunne skelne mellem
almindelig Parkinson og de såkaldte atypiske Parkinson-tilstande, der har et
mere ondartet forløb.
Hjernen er "facitlisten"
Ifølge Kristian Winge er hjernen fra en
afdød patient som en "facitliste", og ved at undersøge den, kan lægerne fastslå
nøjagtig, hvad patienten har fejlet. Derfor starter forskerne med at undersøge
de afdødes hjerne og går derefter frem og tilbage mellem facitlisten og de
prøver fra patientens blod og rygmarvsvæske, som findes i biobanken.
Kristian Winge fortæller, at idéen er at tage prøven så tidligt i
sygdomsforløbet som overhovedet muligt, dvs. før der er stillet en diagnose.
Prøven skal tages, når man har brug for svaret - ikke når patienten opfylder de
videnskabelige kriterier for diagnosen:
- Et eksempel: Vi har for nylig vist, at et protein (DJ1), som ofte findes i
hjernen på afdøde Parkinson-patienter og som andre forskningsgrupper har
fremhævet som en vigtig biomarkør, viser sig ikke at være en brugbar markør, når
prøven tages tidligt i sygdomsforløbet. Vi har nemlig ikke kunnet finde
forhøjede mængder af proteinet i rygmarvsvæsken hos Parkinson patienter
sammenlignet med raske mennesker, fortæller overlægen.
Til gengæld undersøger forskerne lige nu, om et andet protein α-synuclein
(bestående af 140 aminosyrer), der også findes i større mængder i hjernen hos
levende og afdøde Parkinson-patienter kan genfindes i en kortere udgave (126
aminosyrer) i rygmarvsvæsken fra patienterne. Hvis det viser sig, kan der være
tale om en vigtig biomarkør. Forskerne har fundet det i hjernevæv og prøver vi
nu, om det kan genfindes i spinalvæskerne og blodprøverne.
Tæller hjerneceller
Bente Pakkenberg, der leder hjernebanken under
forskningslaboratoriet, fortæller, at det er muligt ved at undersøge ultratynde
skiver af hjerne fra afdøde patienter at tælle antallet af celler i forskellige
dele af hjernen og fastslå ret nøjagtigt, hvor tabet af hjerneceller har fundet
sted.
Ifølge Bente Pakkenberg er neurologiske patienter og deres pårørende som
regel er meget afklarede mht. at donere deres hjerne til videnskabelige
undersøgelser. Hjernebanken på Bispebjerg Hospital er den største af sin art i
verden, der har som formål at lave sterelogiske undersøgelser - altså meget
præcise undersøgelser af hjerner på celleniveau.
- Det er en gave, hver gang en patient beslutter at donere sin hjerne til
vores forskning. For hjernerne fra afdøde neurologiske patienter er
forudsætningen for at få mere viden - og vi skal til gengæld gøre vores yderste
for at udnytte den viden, vi får, slutter Bente Pakkenberg.