Detektivarbejde med mikroskop

​Forskerne bruger hjerner i ultratynde skiver samt blod og rygmarvsvæske fra patienter i jagten på mere viden om hjernesygdomme.​

​Forskerne på Bispebjerg Hospitals Neurologiske Afdeling har gennem de sidste år opbygget en uvurderlig skat, når det gælder forskning i neurologiske sygdomme: Nemlig en hjernebank, der rummer hjerner fra et stort antal afdøde patienter med neurologiske sygdomme.

Den hører under Forskningslaboratorium for Stereologi og Neurovidenskab og er opbygget og drives af laboratoriechef Bente Pakkenberg. Og en biobank med blod- og rygmarvsprøver fra mange af de samme patienter, som er indsamlet under deres sygdomsforløb. Denne biobank står overlæge Kristian Winge for.


Kristian Winge og Bente Pakkenberg i gang i forskningslaboratoriet.  Foto: Claus Peuckert.

Patienter fulgt over år

De seneste år er samarbejdet mellem de to banker intensiveret - og når det gælder forskning i neurologiske sygdomme giver kombinationen af data fra de to banker unikke muligheder, fortæller overlæge Kristian Winge. Tilsammen rummer de to banker nemlig data, der følger de neurologiske patienter gennem en årrækk​​​e - fra de første undersøgelser indtil patienterne afgår ved døden.

Forskningen i neurologiske sygdomme som Parkinson, atypisk Parkinson og amyotrofisk lateral Sklerose (ALS) er lidt som et detektivarbejde - det gælder om at finde frem til såkaldte biomarkører. Det er stoffer (typisk proteiner), som kan måles i patientens blod eller rygmarvsvæske på et tidligt tidspunkt og hjælper med at stille en sikker diagnose.

Fremtidsperspektivet er, at det en dag bliver muligt ved hjælp af en simpel blodprøve at forudsige sygdommens forløb med ret stor nøjagtighed - og tilpasse behandlingen derefter. Blandt andet er det vigtigt at kunne skelne mellem almindelig Parkinson og de såkaldte atypiske Parkinson-tilstande, der har et mere ondartet forløb.

Hjernen er "facitlisten"

Ifølge Kristian Winge er hjernen fra en afdød patient som en "facitliste", og ved at undersøge den, kan lægerne fastslå nøjagtig, hvad patienten har fejlet. Derfor starter forskerne​​​ med at undersøge de afdødes hjerne og går derefter frem og tilbage mellem facitlisten og de prøver fra patientens blod og rygmarvsvæske, som findes i biobanken.

Kristian Winge fortæller, at idéen er at tage prøven så tidligt i sygdomsforløbet som overhovedet muligt, dvs. før der er stillet en diagnose. Prøven skal tages, når man har brug for svaret - ikke når patienten opfylder de videnskabelige kriterier for diagnosen:

- Et eksempel: Vi har for nylig vist, at et protein (DJ1), som ofte findes i hjernen på afdøde Parkinson-patienter og som andre forskningsgrupper har fremhævet som en vigtig biomarkør, viser sig ikke at være en brugbar markør, når prøven tages tidligt i sygdomsforløbet. Vi har nemlig ikke kunnet finde forhøjede mængder af proteinet i rygmarvsvæsken hos Parkinson patienter sammenlignet med raske mennesker, fortæller overlægen.

Til gengæld undersøger forskerne lige nu, om et andet protein α-synuclein (bestående af 140 aminosyrer), der også findes i større mængder i hjernen hos levende og afdøde Parkinson-patienter kan genfindes i en kortere udgave (126 aminosyrer) i rygmarvsvæsken fra patienterne. Hvis det viser sig, kan der være tale om en vigtig biomarkør. Forskerne har fundet det i hjernevæv og prøver vi nu, om det kan genfindes i spinalvæskerne og blodprøverne.

Tæller hjerneceller

Bente Pakkenberg, der leder hjernebanken under forskningslaboratoriet, fortæller, at det er muligt ved at undersøge ultratynde skiver af hjerne fra afdøde patienter at tælle antallet af celler i forskellige dele af hjernen og fastslå ret nøjagtigt, hvor tabet af hjerneceller har fundet sted.

Ifølge Bente Pakkenberg er neurologiske patienter og deres pårørende som regel er meget afklarede mht. at donere deres hjerne til videnskabelige undersøgelser. Hjernebanken på Bispebjerg Hospital er den største af sin art i verden, der har som formål at lave sterelogiske undersøgelser - altså meget præcise undersøgelser af hjerner på celleniveau.

- Det er en gave, hver gang en patient beslutter at donere sin hjerne til vores forskning. For hjernerne fra afdøde neurologiske patienter er forudsætningen for at få mere viden - og vi skal til gengæld gøre vores yderste for at udnytte den viden, vi får, slutter Bente Pakkenberg.​



Redaktør