Ny viden om achillessener

Institut for Idrætsmedicin undersøger, hvordan en ødelagt achillessene kan trænes til at blive en spændstig elastik igen, så sportsfolk kan komme i gang med at træne på ny.

Institut for Idrætsmedicin er i samarbejde med Ortopædkirurgisk Afdeling på Bispebjerg i gang med et forskningsprojekt, der skal vise, hvordan man bedst genoptræner en overrevet achillessene.  



(Foto: Claus Peuckert)

Professor Michael Kjær, der står i spidsen for Institut for Idrætsmedicin, fortæller, at en overrevet achillessene er en meget almindelig sportsskade - især hos midaldrende mandlige motionister, der er lidt overvægtige og f.eks. spiller badminton. Hvert år kommer der ca.100 sportsfolk på Bispebjerg Hospital med en sprængt sene. 

Hurtigt ud af sengen

Normalt bliver achillessenen syet sammen igen - men fagfolk er uenige ​om, hvad der derefter er den bedste genoptræning. 

- Vi ved reelt ikke, hvordan man bedst genoptræner senen, når den er blevet sat sammen. Der er jo i øjeblikket en tendens til hurtige forløb - ud af sengen første dag efter operationen osv. Men spørgsmålet er, om en sammensyet sene virkelig skal belastes kraftigt meget hurtigt - eller om den har bedst af ro den første tid? spørger Michael Kjær. 

For at finde svaret på det, har Institut for Idræt netop sat gang i et nyt forskningsprojekt: I alt 75 motionister med overrevet achillessene bliver delt op i tre grupper a 25, der får en forskellig behandling efter operationen: 

Tre grupper - tre behandlinger

Den første gruppe pa​​tienter bliver rådet til at belaste senen (med en skinne) relativt hurtigt efter operationen ved at støtte på foden og begynde at gå, cykle og løbe, så snart de kan. 

Den anden gruppe patienter skal holde foden i ro de første par uger og må ikke støtte på den. Derefter begynder de at gå på foden, og efter ti uger starter genoptræning med cykling og løb. 

Den tredje gruppe skal også holde foden i ro de første uger uden støtte, men får foden ud af skinne hver dag for at lave strækøvelser.

Metalkugler

Alle patienterne har i forbindelse med den operation, hvor deres achillessene blev syet sammen igen, fået sat nogle små metalkugler ind i senen. Under genoptræningen bliver de løbende undersøgt med røntgen og ultralydsscanni​nger. Hvis metalkuglerne skrider fra hinanden i tiden efter operationen, er det tegn på, at achillessenen er blevet slap og ikke er så god til idræt, som den var før senen blev revet over.

Nogle måneder efter operationen bliver patienterne også testet fysisk for at se, hvordan det går med at løbe og springe osv.

En slap elastik

Michael Kjær forudser, at den gruppe patienter, der har holdt foden i ro​ lige efter operationen, vil klare sig bedst:

- Vi ved, at bindevævet i en ødelagt sene har godt af at blive belastet i moderat grad. Men for stor belastning i en sene, der er ved at vokse sammen, vil få den til at give op og blive som en slap elastik, forklarer professoren.

Han regner med, at klinikken kan finde frem til 75 egnede patienter i løbet af et års tid. Så snart resultaterne af projektet foreligger, vil de blive til anbefalinger, der kommer patienterne til gode i klinikken.
 

Redaktør