Torben Balchen og DanTrials har et tæt samarbejde med Zelo Fase I
forskningsenheden på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler om kommercielle
lægemiddelafprøvninger.

(Foto:
Claus Peuckert)
- ”First into man” studier er de mest spændende. Det handler ikke så meget
om, om lægemidlet virker efter hensigten i klinisk forstand. Det finder man
typisk først ud af flere år senere. Det udfordrende er at få designet et forsøg,
der leverer de nødvendige data og samtidig både tilgodeser patientsikkerheden og
virksomhedens interesse i, at det skal være omkostningseffektivt og ikke tage
for lang tid, siger Torben Balchen.
Hurtigt svar
Det er dyrt at udvikle nye lægemidler, og derfor er det
vigtigt for medicinalvirksomhederne at få klare svar så tidligt som muligt:
- Afprøvningerne skal give virksomheden den information, den har brug for
for at beslutte, hvad der videre skal ske. Et negativt resultat kan være et godt
resultat. For det er vigtigt tidligst muligt i processen at konstatere, hvis et
nyt lægemiddel f.eks. ikke virker, understreger direktøren.
Og her kommer Torben Balchens egen baggrund og erfaring ham til gode, for han
kender både til den akademiske side af forskningen og har samtidig arbejdet
nogle år i medicinalindustrien og ved, hvad virksomhederne lægger vægt på.
Han er uddannet humanbiolog og har både arbejdet som forsker på Københavns
Universitet og som leder af tidlige lægemiddelafprøvninger både i en stor
medicinalvirksomhed og i et kontraktforskningsfirma, det nu lukkede Cyncron.
DanTrials blev til ved lidt af en tilfældighed. Da Cyncron måtte lukke, fik
Torben Balchen muligheden for at videreføre et igangværende studie - og så blev
DanTrials til. Det var i 2008 - og lige fra begyndelsen har Torben Balchen
samarbejdet med overlæge Jesper Sonne, der leder Zelo Fase I enheden på
Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler.
Fleksibilitet og rene linjer
- Der er store perspektiver for os i at
samarbejde med et universitetshospital, hvor ledelsen støtter aktivt op om vores
samarbejde, siger Torben Balchen.
Han understreger, at det allervigtigste i offentligt-privat samarbejde er
fleksibilitet og rene linjer fra begge sider.
- Det kræver, at man er rund i
kanten og giver hinanden plads. Ind imellem oplever vi, at ting tager tid i så
stort et system, men det giver også en masse fordele, at vi har hospitalet
omkring os og tæt adgang til ekspertisen på Klinisk Farmakologisk Afdeling,
slutter direktøren.