Forestil dig, at du slæber rundt på en udposning på størrelse med en fodbold
foran på maven, der vejer et par kilo og forhindrer dig i at bevæge dig frit.
Godt 100 danskere udvikler hvert år et såkaldt gigantbrok ofte som følge af
komplikationer efter en mave-tarm operation.

Udstyr, som bruges under den indledende endoskopiske del af en
gigantbrok-operation. Foto: Claus Peuckert.
Kirurgisk
Afdeling K på Bispebjerg Hospital har som de første i Danmark indført en ny
metode til at operere patienter med gigantbrok. Tre andre hospitaler i Danmark,
nemlig Køge, Nyborg og Horsens, tilbyder også operationer af gigantbrok, men har
endnu ikke indført den nye metode.
Professor Lars Nannestad Jørgensen fortæller, at afdelingen siden 2010 har
opereret i alt 35 patienter med gode resultater.
- Disse patienter er meget vanskelige at operere, og før i tiden ville man
have undladt det, fordi der ikke var enighed om, hvordan det skulle gøres. Den
nye operationsmetode er relativt skånsom samtidig med, at den giver patienterne
en bedre livskvalitet, fordi vi rekonstruerer deres bugvæg, fortæller overlægen.
En stærkere bugvæg
En operation for gigantbrok varer typisk fire
til fem timer og bliver foretaget i samarbejde af to kirurger, der tager sig af
hver deres ”side” af patienten. Under operationen skiller kirurgerne nogle af
patientens side-bugmuskler ad med kikkertkirurgi med ballon og saks, så de
midterste bugmuskler kan sættes på plads igen efter operationen. Desuden sætter
de et syntetisk nylonnet ind bag musklerne for at forstærke bugvæggen. Nettet
virker som en slags stillads for kroppens ”nybyggeri” af bindevæv med collagen,
der bygger bugvæggen op igen.
Overlæge Margaret Hensler, som er Lars Nannestad Jørgensens makker under
operationerne, er begejstret for resultaterne:
- Patienter med gigantbrok har typisk en ubehagelig fornemmelse af, at deres
organer vælter ud af kroppen. Når vi taler med patienterne igen en måned efter
operationen, er de gennemgående utroligt glade. De synes, det er fantastisk at
få samling på kroppen igen, fortæller hun.
Rygning er no-go
Da der er tale om et større indgreb med en vis
risiko for infektion, er det ikke alle patienter med gigantbrok, der får tilbudt
operationen. Risikoen kan være for stor, hvis patienten lider af sygdomme i
hjerte eller lunger. Og patientens muskler i bugvæggen må ikke være for ødelagte
– det afgøres med en CT scanning. Lægerne vurderer, at omkring fire ud af fem
patienter med gigantbrok kan opereres.
Endelig stiller lægerne på Bispebjerg Hospital som betingelse, at patienten
skal have været røgfri i mindst en måned op til operationen.
- Vi siger til patienterne, at vi ikke vil operere dem, hvis de ryger, for
det giver en dårligere sårheling. Det er de utroligt lydhøre overfor. De ved
godt, at en operation hos os er sidste chance, slutter overlæge Margrete
Hensler.