Behandling til en overset gruppe

PORTRÆT: Takket være professor Lars Nannestad Jørgensen kan mange patienter med stærkt generende gigantbrok få livskvaliteten igen.

Overlæge, professor, Lars Nannestad Jørgensen, Kirurgisk Afdeling K, har gennem årene foretaget massevis af operationer for brok, for som han siger: 

- Alle mave-tarm kirurger kommer forbi brok-kirurgi i deres uddannelse – alene fordi der er så mange patienter med brok.

Foto: Claus Peuckert.

De overs​​ete

Men de sidste år har en særlig gruppe patienter tiltrukket sig overlægens opmærksomhed, nemlig dem ingen i årevis rigtig har turdet røre ved: Patienter, der lider af såkaldte gigantbrok.

- Det er en patientgruppe, hvor der er en social slagside, for mange af dem er samtidig overvægtige og storrygere, fortæller overlægen, som har taget initiativ til at indføre en ny operationsmetode på Bispebjerg Hospital. Her genetableres patientens bugvæg efter operationen.

Både i hans daglige arbejde som mave-tarm kirurg og i den danske nationale database over brok-operationer kunne overlægen se, at der var en gruppe patienter, der ikke blev taget ordentlig hånd om. Mange blev opereret flere gange uden at slippe af med deres brok. Ifølge Lars Nannestad Jørgensen manglede der specialist-kompetencer på de danske hospitaler til at behandle denne særlige gruppe patienter.

Afdeling ​​K er sidste mulighed

Det besluttede han sig for at gøre noget ved med opbakning fra afdelingens ledelse. Og i USA lærte han en ny operationsmetode, som blev indført på Bispebjerg Hospital i efteråret 2010. Kirurgisk Afdeling K er nu blevet en ”sidste mulighed” for mange af de patient​​er, der ellers måtte se frem til et liv med store handicaps.

Patienter med gigantbrok er en meget belastet gruppe patienter, der ofte har udviklet brok i kølvandet på en eller flere operationer, hvor der har været komplikationer – f.eks. i form af bristede tarm-sammensyninger, bughindebetændelse, sårinfektion m.v. Mange er så handicappede, at de ikke kan passe et arbejde og nogle er nødt til at gå med rollator, fordi de ikke kan gå ordentligt oprejst.

Altid e​n løsning

Efter operationen får langt hovedparten en meget bedre livs​kvalitet og et mere aktivt liv.

- Det er rart at mærke, at man som kirurg kan gøre en stor forskel for patienterne. Og det er en stor tilfredsstillelse, at vi efterhånden er blevet rigtigt dygtige til at gennemføre disse operationer. Ikke alle patienter vover vi at operere, men for dem, der sættes til operation, finder vi altid en løsning – også når det ser vanskeligt ud, slutter Lars Nannestad Jørgensen.



Redaktør