Maria Jeppesen er ph.d.-studerende og en del af det team, der arbejder på at
afprøve og udvikle den nye teknologi til at målrette kemo-behandling af
tarmkræftpatienter.
Formelt er hun ansat på Bispebjerg Hospital, men hun arbejder til daglig i
2cureXs laboratorie og samarbejder tæt med forskerne i 2cureX. På den måde er
hun centralt placeret midt i det offentlige-private samarbejde, der driver
innovationen frem.

Maria Jeppesen. Foto: Claus
Peuckert.
Et ønskejob
- Jeg kan godt mærke, at tidshorisonten er kortere i sådan et
offentligt-privat samarbejde, hvor målet er at udvikle et nyt klinisk produkt
inden for en ret kort tidshorisont. Det betyder, at vores forskningsresultater
implementeres direkte i produktet - og at der er meget strammere deadlines. Det
er godt til at få tingene til at flytte sig, fordi data bare skal være klar,
siger hun.
Maria Jeppesen er uddannet i medicin med industriel specialisering fra
Aalborg Universitet, en særlig forskningsrettet medicinuddannelse især rettet
mod medicinalindustrien. For Maria er det et ønskejob at være tæt på både
patienter og forskning:
- Det er meget anderledes end forskningen på universitetet, hvor det var
vanskeligt at få adgang til patient-materiale og kliniske input. Her har det
overrasket mig positivt, hvor nemt det er at få adgang til patienterne, og hvor
villige de er til at deltage - fx med blodprøver. Det er enormt positivt,
understreger Maria Jeppesen.
Ekstremt motiverende
Hun sætter pris på forskningsprojektet, både
fordi det er tværfagligt - det giver mulighed for at udvide sin forståelse og få
ny inspiration. Og fordi det er håndgribeligt og skræddersyet til at udvikle
behandlingen. Det er en god kombination at være omgivet af forskere til hverdag
og samtidig være tæt på patientbehandlingen.
- Det er ekstremt motiverende for mig, at der er mulighed for at se
resultater inden for en forholdsvis kort periode. På den måde er det et perfekt
projekt, siger Maria Jeppesen. Hun peger på, at et alternativ kunne være en
ansættelse i medicinalindustrien, hvor der kan gå 15-20 år fra man udvikler et
produkt, til det er på markedet.
Marias ph.d.-projekt går ud på at undersøge de cancerceller, der tages ud af
patienternes tumorer og udvikles i laboratoriet til mikro-tumorer. Hun skal se
på forskellige måder at dyrke cellerne på og undersøge, om kræftcellerne ændrer
sig, når de bliver taget ud af patienten: I hvor høj grad ligner de cellerne i
den oprindelige kræfttumor, og på hvilke måder de eventuelt adskiller sig? Det
er undersøgelser, som er vigtige for at kunne forudsige teknologiens
træfsikkerhed i forhold til at slå kræftceller i patientens krop ihjel.
Som en del af sit ph.d.-projekt er hun netop rejst til USA for i nogle
måneder at arbejde på Colorado Cancer Center og trække på centrets anerkendte
modeller for tarmkræft. Og når hun afleverer sin ph.d. i begyndelsen af 2015,
vil der - hvis alt går vel - ikke være længe, til den nye målrettede
kemo-behandling kan testes på de første patienter.