Forskningsdynamo fylder 70

Bente Danneskiold-Samsøe, forskningschef på Parker Instituttet, fylder i dag 70 år.

​​​

Bente Danneskiold-Samsøe blev i 1987 chef for Reumatologisk Afdeling på Frederiksberg Hospital, som efter nogle år med hende i spidsen blev et kraftcentrum for dansk gigtforskning med bl.a. flere nye MR-skannere, der med hendes mellemkomst blev doneret af private fonde.


Nye diagnose- og behandlingsmetoder, som nu regnes som selvfølgeligheder, har Bente Danneskiold-Samsøe på et tidligt tidspunkt sammen med sit forskerteam været i front med – altid med patienten i centrum.

Bente Danneskiold-Samsøe er blandt andet kendt for sin - gennem årene - utrættelige kamp for anerkendelse af smerteproblemernes betydning for gigtpatienterne, herunder de mange patienter med fibromyalgi.

Parker Instituttet bliver til

Bente Danneskiold-Samsøes forskning blev i 1990’erne så omfattende, at den førte til oprettelsen af Parker Instituttet i 1999. Instituttet blev en pionervirksomhed inden for gigtforskning. Dette skete med støtte fra små og store fonde. The Oak Foundation ved Jette og Alan Parker har været én af de helt store bidragydere og naturligt givet navn til Instituttet.

I 2001 blev Bente Danneskiold-Samsøe fuldtidsforsker og chef på Parker Instituttet. I 2003 blev hun adjungeret professor på Aalborg Universitet og i 2011 udnævnt til klinisk professor i kroniske muskelsmerter (fibromyalgi) på Københavns Universitet (KU). Undervejs modtog hun på Amalienborg i 2007 Dronning Ingrids forskerpris fra Gigtforeningen.

Fra 2014 er hun tilbage som overlæge ved Reumatologisk Afdeling, men er fortsat professor ved KU og ulønnet forskningsvejleder ved Parker Instituttet.

Dagen markeres som en arbejdsdag med kolleger på Parker Instituttet. Dagen efter fejres den under private former med familie og venner.

Redaktør