Automatisk temperaturovervågning redder medicinen

Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler har netop udstyret 800 frysere, køleskabe og kølerum med RTLS-tags, der trådløst registrerer temperaturerne på det kostbare indhold. Det er måske verdens største samlede temperaturmåling baseret på RTLS. Potentialerne er store for kvalitetssikring, dokumentation og sparet tid og strøm.

​​​

960.000 kroner kostede det, da én fryser gik ned en weekend i efteråret 2011. Indholdet var blandt andet antistoffer, antigener, forskellige prøver og andet kostbart forskningsmateriale. Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler kasserer desuden hvert år store mængder medicin, fordi kravene til rette temperatur ikke har været overholdt. Samtidig bruger hver afdeling anslået en time om dagen på manuelt at registrere og dokumentere temperaturen i forskellige temperaturregulerede rum, køleskabe og frysere.


RTLS-taggen er monteret udvendigt på køleskabet eller fryseren og sender trådløst hvert kvarter data, som de kvalitetsansvarlige kan holde øje med. Foto: Karen Grønkjær.

Stort kvalitetsløft

"De kvalitetsansvarlige på afdelingerne har simpelthen gået rundt til alle køleskabe og frysere en gang i døgnet og har aflæst temperaturen på et termometer, og noteret det i et skema. Hvis det skete kl. 15, og køleskabet så stod af kl. 16, gik der næsten et døgn, før det blev opdaget. Og så går uerstattelige forskningsprøver eller dyr medicin tabt," fortæller projektchef Arne Winther fra Devoteam, der hjælper hospitalerne med temperaturmålingsprojektet.

Men sådan skal det ikke længere gå for sig. Der er nu monteret RTLS-tags (Real Time Location System) til automatisk temperaturregistrering på samtlige ca. 800 køleskabe, frysere og kølerum på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler. Leverandøren af teknologien, Ekahau anslår, at det er verdens største samlede temperaturmåling baseret på RTLS.

"Vi har kun fået positive tilbagemeldinger. Afdelingerne er virkeligt glade for at få et samlet overblik over deres temperaturfølsomme køle- og fryseenheder. Personalet roser det som et stort kvalitetsløft," siger Allan Næsager.

Defekt kompressor afsløret i tide

Nogle af hospitalets mest følsomme frysere på minus 20, minus 80 og minus 140 grader overvåges i dag med en central, trådet overvågning, der giver alarm til driften ved nedbrud på enheden. Det betyder, at nogle af fryserne har været dobbelt overvåget i en periode, og det har givet interessant læring. RTLS-overvågningen registrerede på et tidspunkt nogle unormale udsving i temperaturen på en fryser. Temperaturudsvingene var ikke nok til at udløse alarm fra det gamle system, men RTLS-systemet reagerede. Det var tydeligt, at fryseren var meget længe om at sænke temperaturen, når døren havde været åbnet.

"Kompressoren var simpelthen ved at stå af. Det havde vi ikke opdaget så hurtigt uden RTLS-systemet. Nu fik vi mulighed for at reparere fryseren i tide og redde indholdet," fortæller Allan Næsager og tilføjer, at en ekstra bonus er, at man nu meget nemmere kan overholde dokumentationskravene, når hospitalerne skal akkrediteres efter Den Danske Kvalitetsmodel.

Mere effektive teknologier til fremtidens hospital

Og der er mange potentialer i RTLS-teknologien. For hospitalerne er det af stor betydning at sikre indholdet i de temperaturfølsomme enheder og rum. Men temperaturovervågningen øger også muligheden for at spare strøm ved at indstille temperaturen mere nøjagtigt. Samtidig skaber det overblik over alle enhedernes placering og tilstand. Man kan for eksempel søge efter alle køleskabe eller frysere, der har en vis alder, og tage dem ud af drift eller udskifte reservedele på dem i tide.


Vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler oplever, at personalet efterspørger ny teknologi. Foto: Claus Peuckert.

RTLS-projektet er et eksempel på en afledt effekt af det store byggeprojekt, Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, som ikke bare skal bygge nye rammer til gamle vaner, men hjælpe organisationen med at finde nye og mere effektive arbejdsmetoder og teknologier.

"Vi oplever faktisk, at en del personale efterspørger ny teknologi, fordi det kan være en hjælp i hverdagen. Så vi behøver bestemt ikke at tvinge det ned over hovedet på folk," siger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler.
Redaktør