Sport og motion

HOLDBESKRIVELSER

Personligt træningsprogram

Alle medlemmer får tilrettelagt et personligt træningsprogram af dygtige instruktører. Programmet bliver udarbejdet ud fra dine ønsker og mål med træningen. Mulighederne inden for styrke, kondition, smidighed og fedtforbrænding er uendelige.

Effektivt træningsudstyr

Motionscentret er udstyret med mange forskellige træningsmaskiner samt fri vægte og spinningcykler. Dette giver dig de bedste muligheder for at træne netop de muskelgrupper du ønsker at træne. Det betyder, at du hurtigt kan få forbedret din fysiske form.

Holdning/rygtræning

Har du problemer med ryggen eller holdningen generelt, eller belaster du den meget i hverdagen, så bed instruktøren om et effektivt træningsprogram.

Zumba fitness

Zumba fitness er et dansebaseret aerobichold, som er krydret med salsa, merengue og samba. Deltagerne behøver ikke at kunne danse på forhånd, men skal være forberedt på et hold med massere af energi, høj puls og sved på panden

Pilates

Pilates har fokus på vejrtrækningen og kroppens bevægelser. Dette giver deltagerne øget velvære og en krop med funktionelle og smidige muskler. Vores pilates-undervisning har hentet inspiration fra traditionel pilates, yoga og ballet. 

Yoga

Yoga har fokus på styrke og smidighed, som opnås gennem et utal af strækøvelser og kropsstillinger. Der vil være særligt fokus på mave, ryg, ben og arme. Yoga er et hold hvor pulsen ikke kommer for højt op, men som alligevel giver sved på panden. Holdet afrundes med afspænding.

Cirkeltræning

Kondition og styrke er nøgleordene for cirkeltræning. En normal træning er f.eks. 10 øvelser som armstrækkere, mavebøjninger, sprint, mm. som man arbejder på i 20 til 30 sekunder. Derefter er der 15 sekunders pause hvor man finder næste post, og så går det i gang igen. Cirkeltræning er optimalt til dem som vil i form.

Stram op

Stram Op er et hold hvor hele kroppen trænes igennem med øvelser der fokuserer på kroppens egne bevægelser. Holdet henter sin inspiration fra swissball træning, pilates og tai chi. Alle kan være med, idet der findes flere niveauer til de forskellige øvelser.

Retro Dans

Retro Dans er et et dansebaseret aerobichold. Musikken er de største og bedste hits fra 60'erne, 70'erne samt 80'erne. Holdet har fokus på kondition og forbrænding gennem dans og aerobic. Retro Dans er nemt og ligetil - det kræver ingen danseerfaring.

Yoga Stræk

Yoga stræk er et hold som har fokus på smidighed, bevægelighed samt muskulær og kropslig balance. Hele kroppen trænes igennem og der er specielt fokus på de muskler, som har tendens til at skabe problemer i hverdagen. Alle kan være med på holdet.

Yoga Styrke

Yoga styrke er et hold som har fokus på styrke, udholdenhed samt smidighed. Hele kroppen trænes igennem med særligt fokus på core, balance samt kropsbevidsthed.

MOTIONCENTRET PÅ FREDERIKSBERG HOSPITAL 
HOVEDVEJEN - INDGANG 25 - TLF. : 3816 4994




Redaktør