​Marts, 2017

Om apopleksi og afdelingens forskning i sygdommen

​Hvert år rammes ca. 14.000 danskere af apopleksi – i ca. 85 % af tilfældene skyldes det en blodprop i hjernen.

​Fakta om apopleksiforskning i Neurologisk Afdeling:

  • Forskning er en integreret del af det kliniske arbejde i Neurologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital. Alle overlæger er forskningsaktive, og professor Hanne Christensen sidder for bordenden. Aktuelt er der tilknyttet fem forskningsstuderende på ph.d.-niveau samt to på præ-ph.d.-niveau foruden en sygeplejerske og en sekretær.
  • Forskningsenhedens fokus er patient-nært og mange projekter stiler direkte mod at besvare spørgsmål, der umiddelbart vil kunne forbedre patientbehandlingen. Andre af afdelingens projekter har til formål at bibringe ny viden om sygdommen med henblik på udvikling af nye undersøgelses og behandlingsmetoder. Forskningsenheden gennemfører også uafhængige medicinske forsøg.

Her er eksempler på nogle aktuelle projekter i forskningsenheden:

  • PATCH-it: Forskerne undersøger, om et velkendt blødningsstandsende præparat (tranexam syre) kan mindske fortsat blødning i hjerneblødning efter indlæggelsen. Studiet udføres i samarbejde med University of Nottingham, UK og har fokus på analyser hos patienter med Spot-sign
  • TWIST: Et nordisk samarbejde, som ønsker at undersøge, om det er muligt baseret på CT-skanningen at behandle patienter med trombolyse i tilfælde, hvor man ikke ved, hvornår det startede.
  • EuroHyp-1: Et europæisk samarbejde, som undersøger effekten af let nedkøling som akut behandling ved apopleksi.

Fakta om apopleksi

  • Hvert år rammes ca. 14.000 danskere af apopleksi, dvs. forstyrrelser i hjernens blodcirkulation, som typisk skyldes en blodprop eller en hjerneblødning. Symptomerne er som regel lammelse i halvdelen af kroppen (arm og ben), lammelse i den ene side af ansigtet eller besvær med at tale.
  • I ca. 85 % af tilfældene skyldes apopleksi en blodprop i hjernen. De øvrige tilfælde skyldes en hjerneblødning.
  • Trombolysebehandling, som opløser blodproppen og dermed genetablerer blodcirkulationen, kan redde førlighed hos apopleksipatienter. Trombolysen skal gives inden for de første 4,5 time – ellers kan hjernecellerne ikke reddes. Ved blodprop i store kar og svære symptomer bliver blodproppen fjernet ved operation.
  • Indlæggelse på apopleksiafsnit har positiv virkning for alle patienter, særligt de sværest ramte. Behandlingen består i genoptræning og forebyggelse af komplikationer og udføres af et specialiseret tværfagligt team. Apopleksiafsnit øger chancen for at redde liv og førlighed hos patienten med ca. 30-50 %.
  • God forebyggelse – i form af både medicin og livsstilsændriger – reducerer risiko for ny apopleksi med ca. 80 %.






Redaktør