De fleste mennesker trives godt og har en god mental sundhed, hvor de kan håndtere deres dagligdag, gå i daginstitution, i skole eller på arbejde og indgå i fællesskaber
Men en stor og stigende del af befolkningen rammes i løbet af livet af psykiske vanskeligheder, og udviklingen har i en årrække været særligt bemærkelsesværdig blandt børn og unge. Problemerne kan have store konsekvenser for resten af livet. De spænder over et bredt spektrum og omfatter blandt andet søvnproblemer, stress, ensomhed, angst, selvskade, tvangstanker, depression og adfærdsforstyrrelser. Der er mange konsekvenser af dårlig mental sundhed og trivsel: lavere livskvalitet, udfordringer i familierelationer, tilknytning til skole, uddannelse og arbejdsmarked. Der er desuden social ulighed i forhold til, hvem der rammes af mistrivsel og i omfanget af de konsekvenser, mistrivslen medfører.
CKFF arbejder med mange aspekter af området
Vi monitorerer forekomst og udvikling i befolkningen såvel som i særlige befolkningsgrupper. Vi forsker i risikofaktorer for mistrivsel herunder risikofaktorer i de tidligste leveår, skærmbrug, manglende fysisk aktivitet, søvnvaner, sociale relationer, fællesskaber, familiedynamikker og socioøkonomiske vilkår. Vi forsker også i, hvordan man tilrettelægger effektive, sammenhængende indsatser, der når den rigtige målgruppe og virker effektivt for dem, der har brug for det. De handler både om indsatser, der fremmer den mentale trivsel, indsatser, som kan forebygge dårlig trivsel og mentale helbredsproblemer og indsatser, som kan forebygge eller mindske forværring og konsekvenser.
Vores metoder spænder bredt
Vi gennemfører litteraturstudier, vi udfører registerbaserede studier og studier med data fra befolkningsundersøgelser, og vi kombinerer data fra befolkningsundersøgelser med data fra de nationale registre. Vi gennemfører også spørgeskemaundersøgelser, virkningsevalueringer og interventionsstudier og arbejder i hele spektret fra samskabelses- og partnerskabsprojekter til lodtrækningsforsøg.
Vi samarbejder med og leverer viden til bl.a. kliniske afdelinger, andre nationale og internationale forskningsgrupper, private virksomheder, interesseorganisationer, faglige selskaber, kommuner og regioner.