Forholdene i graviditeten har stor betydning for helbred og trivsel senere i livet. Meget tyder på, at faktorer under graviditeten – fx moderens ernæring, vægt, rygning, medicinforbrug eller psykiske tilstand samt indsatser i sundhedsvæsnet – kan påvirke fostrets udvikling og forbindes med udvikling af sygdomme senere i livet, såsom overvægt, type 2-diabetes, allergi, knoglesygdomme, psykiske lidelser og kognitiv funktion. Også de første år af et barns liv har stor betydning for helbred og trivsel senere i livet. Det er forskningsområder, som vi i CKFF beskæftiger os med på mange forskellige måder.
Vi forsker bl.a. i, hvad kost, vægtøgning og overvægt før og under graviditeten betyder for komplikationer under graviditet og fødsel samt barnets risiko for bl.a. overvægt og metaboliske sygdomme. Vi undersøger også, hvilke indsatser der kan reducere nogle af disse risici, herunder kostrådgivning og træning, samt om digitale forløb kan være et relevant supplement til det øvrige svangreforløb. Derudover arbejder vi med moderens mentale sundhed omkring fødsel og de første år af barnets liv. Det kan både være studier af, hvordan forskellige graviditetsudfald påvirker moderen og faderen, og hvordan man kan identificere mødre og familier i en sårbar position, der kan have gavn af tilbud om støtte i forældreskabet. Desuden forsker vi i betydningen af lav fødselsvægt og amning for barnets vækst, udvikling og sundhed. Et andet forskningsområde er, hvordan den medicin, som moderen tager, eller den behandling, hun modtager under graviditeten, påvirker barnet senere i livet - herunder om medicinen kan føre til misdannelser, påvirke barnets psykiske helbred eller skabe behov for særlige tilbud i skolen. Endelig har vi fokus på både lokalsamfundet og på indsatsen hos sundhedspersoner som fx jordemødre og sundhedsplejersker.
Vores metoder spænder bredt. Vi udfører litteraturstudier, registerbaserede studier samt studier baseret på data fra befolkningsundersøgelser. Derudover kombinerer vi data fra befolkningsundersøgelser med data fra de nationale registre. Vi arbejder også med at digitalisere store datasamlinger med henblik på fremtidig forskning, og vi gennemfører en række interventionsstudier. Vi samarbejder med og leverer viden til bl.a. kliniske afdelinger, andre nationale og internationale forskningsgrupper, private virksomheder, interesseorganisationer, faglige selskaber, kommuner og regioner.