Gå til hovedindhold

Psykisk sygdom

Hver tiende dansker har en psykisk sygdom og hver tredje får en psykiatrisk diagnose i løbet af livet
Psykisk sygdom kan opstå af mange forskellige årsager – biologiske, sociale og psykologiske. Psykisk sygdom dækker over mange diagnoser fx skizofreni, affektive lidelser, angst, misbrug, demens, ADHD, autisme og personlighedsforstyrrelser med forskellige årsager, udtryk og udfald. 
 

Der er mange konsekvenser af psykisk sygdom 
Mennesker med psykisk sygdom har ofte svagere tilknytning til arbejdsmarkedet, øget forekomst af en række somatiske sygdomme og lever typisk 7-20 år kortere end den øvrige befolkning. Denne overdødelighed skyldes blandt andet selvmord og fysiske sygdomme som kræft og diabetes. Der er betydelig social ulighed både i forekomst og konsekvenser.
 

CKFF undersøger psykiatriske sygdommes epidemiologi ud fra et medicinsk og sociodemografisk perspektiv
Vores forskning integrerer epidemiologi, psykiatri og socialmedicin og bidrager til forståelsen af de mekanismer, der ligger til grund for psykiske sygdomme med særlig fokus på affektive lidelser, demens, alkoholmisbrug og søvn. Desuden arbejder vi med at undersøge nødvendigheden og forbrug af medicin og andre behandlinger, behandlingsresistens samt effekter af behandling fx med antipsykotika og antidepressiva herunder elektrokonvulsiv terapi (ECT). Målet er at forbedre forebyggelse og behandling.
 

Vi udfører primært registerbaserede undersøgelser, hvor vi udnytter de unikke muligheder i Danmark for at kombinere registerdata om sundhed, socioøkonomiske faktorer såsom uddannelse, indkomst og beskæftigelse og medicin både den, der administreres på hospitalet og det, patienterne henter på apoteket, men også andre behandlingstyper som psykoterapi og ECT. Desuden anvender vi data fra befolkningsundersøgelser og patientjournaler, og vi deltager også i interventionsstudier, der har til formål at forebygge udvikling af psykiatrisk sygdom og forbedre behandling.  

Vi samarbejder tæt med psykiatrien og socialmedicinen og leverer viden til bl.a. psykiatriske afdelinger, andre nationale og internationale forskere, private virksomheder, interesseorganisationer og faglige selskaber. 

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden