Gå til hovedindhold

Børn og unge

De første år i livet har stor betydning for sundhed, trivsel og sygdom senere i livet. De fleste børn og unge i Danmark har det godt og trives, men der er også udfordringer med fysisk inaktivitet, overvægt, uhensigtsmæssige kostmønstre, brug af alkohol og nikotin og mental mistrivsel, og der er ulighed i sundhed - også blandt børn og unge. Derfor er forskning i børn og unge afgørende for fremtidens sundhed. I CKFF arbejder vi med mange aspekter af børn og unges liv med fokus på at fremme sundhed, forebygge sygdom og styrke trivsel gennem ændringer i de rammer og strukturer, der omgiver dem.  

Vi forsker i, hvilke tiltag der virker overfor børn og unges mistrivsel, hvordan man kan forebygge overvægt, og hvilke metoder der virker, hvis unge skal have hjælp til at stoppe med at bruge nikotinprodukter. Vi skaber også viden om, hvordan man kan styrke børn og unges kompetencer inden for fysisk aktivitet, kost og ernæring – og understøtter deres lyst til at bevæge sig, spise sundt gennem hele livet. Vi ser også på, hvordan konkrete forhold i de tidlige år påvirker risiko for sygdom senere i livet og på sammenhængen mellem forskellige dimensioner – fx trivsel, læring, skærm og søvn – samt betydningen af følelsen af tilhør og deltagelse i positive fællesskaber. Vi arbejder på mange niveauer – i børnenes institutions- og fritidsliv, med fokus på pædagogisk arbejde, familien eller på lokalsamfundsplan. Vi interesserer os også for, hvordan sundhedspersonale kan bidrage til børns trivsel og sundhed, fx hvordan man indretter en effektiv, differentieret jordemoder- og sundhedsplejerskeindsats eller en god smertebehandling. Vi ser også på børn med særlige behov, fx funktionsnedsættelser. 

Vores metoder spænder bredt. Vi gennemfører litteraturstudier, vi udfører registerbaserede studier og studier med data fra befolkningsundersøgelser, og vi kombinerer data fra befolkningsundersøgelser med data fra de nationale registre. Vi gennemfører også spørgeskemaundersøgelser og interventionsstudier og arbejder i hele spektret fra samskabelses- og partnerskabsprojekter til lodtrækningsforsøg. 

Vi samarbejder med og leverer viden til bl.a. kliniske afdelinger, andre nationale og internationale forskningsgrupper, private virksomheder, interesseorganisationer, faglige selskaber, kommuner og regioner. 

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden