Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Generation Sunde Børn - Sammen om rammerne for et sundt børneliv

Generation Sunde Børn er et nationalt forsknings- og lokalsamfundsprojekt, der arbejder for at skabe rammerne for et sundt, aktivt og trygt børneliv i Danmark. Projektet samler forskere, kommuner, skoler, familier og lokale aktører om en fælles ambition: at alle børn får de bedste forudsætninger for trivsel, sundhed og udvikling – uanset baggrund.

Baggrund

Udviklingen i børns sundhed kalder på handling. Andelen af børn med overvægt stiger markant gennem skoletiden, og overvægt i barndommen følger ofte med ind i voksenlivet. Samtidig viser nationale sundhedsdata, at social ulighed i sundhed opstår tidligt og forstærkes over tid.

Forskningen peger entydigt på, at børns sundhed formes i hverdagen – i de fællesskaber, strukturer og rammer, som omgiver dem. Derfor er der behov for tidlig, helhedsorienteret og forskningsbaseret forebyggelse, der ikke kun fokuserer på det enkelte barn, men på hele det system, barnet er en del af.

Generation Sunde Børn er udviklet som et svar på denne udfordring.

​Den samlede indsats - en helhedsorienteret intervention

Formålet med Generation Sunde Børn er at fremme sund vægt, trivsel og udvikling blandt børn i indskolingen og samtidig mindske social ulighed i sundhed.

Projektet bygger på den nyeste viden om børns sundhed og anvender en systemorienteret og samskabende tilgang, som tager højde for den kompleksitet, der kendetegner udviklingen af overvægt og mistrivsel. Indsatsen er udviklet og gennemført i tæt samarbejde med de voksne og fællesskaber, der omgiver børnene – forældre, lærere, pædagoger, SFO'er, foreninger, kommuner, lokale aktører og ikke mindst børnene selv.

Interventionen har haft fokus på fire centrale områder i børns hverdag:

  • mad og måltider
  • bevægelse og fysisk aktivitet
  • søvn
  • digitale vaner og skærmbrug

Der er udviklet og afprøvet sjove, lærerige og socialt samlende aktiviteter, hvor børn, forældre og fagpersoner sammen har lavet mad, leget, bevæget sig ude og inde, spist sammen og afprøvet nye vaner – både i skolen og derhjemme.

Samtidig har forskere indsamlet omfattende viden om børnenes kost, bevægelse, søvn og skærmbrug og undersøgt, hvordan disse faktorer påvirker børns sundhed, trivsel og udvikling.

Lokalsamfundsdelen - sundhed der vokser lokalt

En central del af Generation Sunde Børn er arbejdet med lokalsamfundene omkring skolerne. I seks udvalgte lokalsamfund inviteres lokale aktører aktivt ind i projektet. Det kan være repræsentanter fra skoler og SFO'er, skolebestyrelser, idrætsforeninger, sociale boligorganisationer, kulturinstitutioner og kommunale forvaltninger.

Formålet er at skabe lokalt engagement, ejerskab og initiativ og sammen udvikle indsatser, der giver mening i netop det lokalområde, børnene vokser op i. Når forebyggelse forankres lokalt og udvikles i fællesskab, øges sandsynligheden for, at indsatserne bliver bæredygtige og lever videre efter projektperioden.

I lokalsamfundene arbejdes der blandt andet med:

  • workshops, hvor lokale aktører sammen identificerer relevante sundheds- og trivselsfremmende initiativer
  • støtte til at igangsætte og videreudvikle konkrete tiltag
  • opbygning af varige samarbejder på tværs af aktører

Eksempler på lokale initiativer er familiemadskoler, fællesspisninger i foreninger, børnevenlige opskriftsbøger, introduktionsforløb for forenings-inaktive børn, nye fritidsfællesskaber, bålmadsforløb i SFO'er og guides til sommeraktiviteter og camps.

Det Sektorfri Forebyggelseslaboratoriums rolle

Lokalsamfundsindsatsen gennemføres i et tæt samarbejde mellem Steno Diabetes Center Copenhagen og Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium, som bidrager med viden, metoder og erfaring i at omsætte forskning til konkret forebyggende praksis.

Forebyggelseslaboratoriet understøtter samarbejdet mellem forskere og lokale aktører og hjælper med at:

  • facilitere samskabelsesprocesser
  • omsætte viden til handling
  • skabe sammenhæng mellem forskning, lokale behov og konkrete indsatser
  • fungere som tovholder for vedvarende lokale samarbejder

På den måde bidrager Forebyggelseslaboratoriet til, at forskningsbaseret forebyggelse bliver nærværende, anvendelig og forankret i hverdagen.​

Fakta om Generation Sunde Børn

  • ​Generation Sunde Børn er et nationalt forsknings- og lokalsamfundsprojekt gennemført i samarbejde mellem:
    Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet
    Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
    Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet
    Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Frederiksberg og Bispebjerg Hospital
    Afdelingen for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfund, Steno Diabetes Center Copenhagen
  • Projektet involverer ca. 2.000 børn fra 1.–3. klasse på 23 skoler i Region Sjælland og Region Syddanmark.
  • Projektperioden løber fra 2022 til 2026.
  • Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden.
  • Læs mere her på Syddansk Universitets hjemmeside: https://www.sdu.dk/da/forskning/gsb
Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden