Biochemistry and Physiology

​​Formålet med laboratoriets forskning er at karakterisere sygdomme i bevægeapparatet, dels ved hjælp af biomarkører, dels ved hjælp af fysiologiske parametre, og at kunne overføre disse til karakterisering af patienter i klinikken. Vi håber, at vores forskning på sigt kan føre til en mere individualiseret behandling af den enkelte patient, når man kan identificere patientens fysiologiske profil. 

Laboratoriet er især specialiseret i teknikker til at bestemme immunceller og signalmolekyler ved flowcytometri- og ELISA-teknikker. Desuden står vi for smertemålinger med cuff algometri og måling af muskellyd (akustisk myografi) til bestemmelse af brug af muskelfibre under bevægelse. 

Laboratoriet har udover egne forskningsprojekter en generel servicefunktion. Vi arbejder tæt sammen med husets andre forskningsenheder, da vi står for blodprøvetagning og behandling af alle vævsprøver til forskning på Parker Instituttet. Laboratoriet tilbyder også at måle prøver for andre forskningsenheder efter aftale om dækning af de faktiske udgifter til dette.

Laboratoriet har egen forskningsbiobank, hvor alle prøver (blod, ledvæske, urin og andre vævsprøver) kan gemmes forsvarligt, indtil prøverne skal måles i forbindelse med forskningsprojekter.

Laboratoriet har løbende bachelor- og kandidatstuderende tilknyttet. Er man interesseret i at skrive opgave hos os, er man velkommen til at kontakte lederen af laboratoriet, Else Marie Bartels. 
Else.Marie.Bartels@regionh.dk

Redaktør