Tilbage til menuen

Patienternes tilfredshed

Patienternes vurdering af Frederiksberg Hospital måles i spørgeskemaundersøgelser.

Resultaterne sætter hospitalet i stand til at fokusere på de områder, som patienterne lægger særlig vægt på, og hvor der er plads til forbedringer.

Frederiksberg Hospital deltager blandt andet i den landsdækkende undersøgelse Patienters oplevelser på landets sygehuse, der er gennemføret hvert andet år i perioden 2000 til 2006.

Fra 2009 bliver den gennemført hvert år.
Den landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse 2006 - forside
Patienterne er tilfredse med Frederiksberg Hospital

2006-undersøgelsen viser, at patienterne på Frederiksberg Hospital er blandt de mest tilfredse i Region Hovedstaden.

Frederiksberg Hospitals direktion har denne kommentar til resultatet af undersøgelsen:

"Det glæder os, at vores ambition om at forene nærhed med kvalitet og effektivitet også er lig med tilfredse patienter.

Vi er især stolte over patienternes tillid til vores lægers faglige dygtighed – hele 95,4 procent af vores patienter erklærer, at de har tillid til hospitalets lægelige ekspertise.

Også i oplevelsen af medinddragelse, kommunikation & information får Frederiksberg Hospital gode karakterer af patienterne.

Den høje grad af tilfredshed hos patienterne tillader vi at kæde sammen med mange års systematisk arbejde med kvalitetssikring, herunder ikke mindst akkreditering efter Joint Commissions standarder – et arbejde, som vi vil fortsætte og intensivere i forhold til at opfylde målene i Den Danske Kvalitets Model.

Selv om Frederiksberg Hospital har forbedret sig på de fleste parametre for patientoplevet kvalitet siden Enheden for Brugerundersøgelser begyndte at udføre sine målinger, er der dog områder, som vi må se på med et særligt kritisk blik, fx de fysiske forhold og medinddragelse af patienterne."

 




Redaktør
Webredaktion
E-mail: DiguTLIZGgmY@tAC.regionh.dk